En af to tiltalte er kendt skyldig i drab på Eddie Christensen

39-årige Eddie Karl-Johan Christensen døde på makaber vis, da han sidste år blev skudt og brændt.

HJØRRING:En mand er blevet kendt skyldig i drab, og en anden er blevet frifundet i en sag om 39-årige Eddie Karl-Johan Christensen, som sidste år blev skudt og brændt på et bål.

Det har Retten i Hjørring mandag afgjort. Det skriver Ekstra Bladet.

Der er tale om en 53-årig svensk mand, som Retten i Hjørring mener, er skyldig i at have dræbt Eddie Karl-Johan Christensen.

Retten fandt desuden, at han er skyldig i "usømmelig omgang med lig", for at have skudt Eddie Karl-Johan Christensens hund, Rocco, og for at have overdraget en pistol.

Hans medtiltalte - en 46-årig svensk mand - blev af retten frifundet for drab.

Han blev dog fundet skyldig i usømmelig omgang med lig og besiddelse af skydevåben, idet han fik overdraget en pistol af den 53-årige.

Det var 11. maj sidste år, at Eddie Karl-Johan Christensen blev meldt savnet. Han boede i en campingvogn ved en landejendom.

Politiets undersøgelser fra stedet viste, at der var blodpletter foran campingvognen, og dets mistanke rettede sig mod ejeren af landejendommen – en 53-årig svensk mand.

Han ejer også en ejendom i Frederikshavn, og da politiet ransagede denne ejendom, fandt man to olietønder på et lager. De stod på en palle og var dækket til med plastik.

Blandt aske, murbrokker og søm fandt man knogle- og tandrester, der ifølge retsmedicinske undersøgelser stammer fra den afdøde.

Hos den 53-årige fandt man også forskellige håndskydevåben, som ifølge politiet blev brugt til drabet på Eddie Karl-Johan Christensen og dennes hund, Rocco.

Den 46-årige svenske mand boede ved landejendommen sammen med sin kone og parrets otteårige barn.

Anklager Kim Kristensen har ifølge Ekstra Bladet argumenteret for, at begge tiltalte skulle dømmes for drab.

Anklageren mente, at det var bevist, at det var den 53-årige, som affyrede skuddene mod Eddie Karl-Johan Christensen. Men den 46-årige var medansvarlig i drabet, fordi han var indforstået med, at offeret skulle eller kunne dø på gerningsaftenen, skriver avisen.

Det har ifølge Kim Kristensen ikke været muligt at fastslå, om Eddie Karl-Johan Christensen omkom, da han blev skudt, eller da han efterfølgende blev brændt på et bål. Det skrev Ritzau i forbindelse med forelæggelsen i sagen i september.

Begge tiltalte har nægtet sig skyldige i drab.

Den endelige dom kommer tirsdag, hvor anklager og forsvarer inden da skal procedere for straf.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skandinavisk koncern køber ikonisk nordjysk ferieresort
Luk