Militær

En afholdt kammerat

Den 15. dræbte danske soldat i Afghanistan boede i Nørresundby

Den dræbte soldat, Jesper Gilbert Pedersen fra Nørresundby, her fotograferet i lejren i Afghanistan kort før den patrulje, hvor han blev dræbt. Foto: Hærens Operative Kommando

Den dræbte soldat, Jesper Gilbert Pedersen fra Nørresundby, her fotograferet i lejren i Afghanistan kort før den patrulje, hvor han blev dræbt. Foto: Hærens Operative Kommando

NØRRESUNDBY:Den civile adresse er Spiesgade i Nørresundby. Her boede Jesper Gilbert Pedersen, når han var hjemme. Når han var på arbejde, var han i Afghanistan. Han var på sin tredje udsendelse med den danske bataljon i Helmand provinsen, da han blev dræbt i kamp med Taliban fredag morgen. Den 28-årige nordjyde var glad for sit arbejde i kampvognsregimentet, og han elskede livet som udsendt dansker i Afghanistan - så meget, at han så sent som torsdag aften talte med kammeraterne om, at han ville af sted endnu en gang, når han var færdig med denne udsendelse. I sit mindeord over Jesper Gilbert Pedersen siger hans bataljonschef, oberst Jens Lønborg fra den danske bataljon i Helmand-provinsen i Afghanistan: - Overkonstabel Jesper Gilbert Petersen blev fredag morgen dræbt i kamp med Taliban oppe nord for For-ward Operating Base ATTAL i Upper Gereshk Valley. En fremragende soldat og god kollega blev dermed brutalt revet fra os. I denne svære stund går vore tanker til Gilberts familie og venner. Den sorg, de føler lige nu, den føler vi også. Gilbert indgik i vores kampvognsdeling LOKE. Han har således været en meget vigtig del af bataljonens tungeste våben. Utallige er de gange, hvor Gilbert og resten af LOKE har været vores livsforsikring oppe på High Ground og stort set hver gang, hvor enheder har været i kamp i den grønne zone, har de været der til at indsætte den ildkraft, som har været en af-gørende hjælp for enhederne på jorden. Gilbert var en erfaren soldat med flere udsendelser bag sig og satte altid en ære i, at der var orden i tingene. Man kunne altid komme til ham efter et godt råd om selv den mindste detalje inden for hans speciale. Gilbert med sit stille og rolige væsen, og altid gode humør, vil blive savnet af alle som havde det privilegium at kende ham. Den faldnes kammerater i kampvognsdelingen og kampvognens besætning kalder ham "en dygtig kampvognsmand og en rigtig soldat". - Han var et vellidt besætningsmedlem på 2’er vognen og en kører, man altid kunne stole på. ”Først hesten – manden senere!”, sagde Gilbert, og der var orden i sagerne. Hans viden på sit felt og evne til at huske selv detaljen gjorde ham til den, man kom til efter råd, og han var altid parat til at hjælpe. Gilbert var en stille og rolig mand, aldrig i dårligt humør, og alle, der kendte Gilbert som en ven, vil savne hans pligtopfyldende væsen og hans varme smil, hedder det i den udtalelse, hans kammerater har sendt hjem efter hans død. - Gilbert var professionel og klar over risikoen forbundet med udsendelse - han betalte desværre den højeste pris forleden. Han var en lille mand men en stor soldat, og han er savnet, skriver soldaterne. Under en kamp mod Taliban fredag morgen i Upper Gereshk Valley påkørte hans kampvogn en mine eller anden kraftig sprængladning. Alle fire besætningsmedlemmer kom til skade, men værst gik det ud over Jesper Gilbert Pedersen, der sad bevidstløs tilbage i kampvognen. På trods af intensiv lægebehandling lykkedes det ikke at redde hans liv. Der er endnu uvist, hvornår Jesper Gilbert Pedersens båre kommer hjem, ligesom der ifølge HOK endnu ikke er taget endelig stilling til, om overkonstablen skal have en privat eller en militær begravelse.