En aften, der gik i hundene

Modne mænd udgjorde broderparten af publikum til flatterende hundevæddeløb

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fem-Seks hunde drøner af sted, når de slippes fri. De lærer tilsyneladende aldrig, at kaninen er falsk, men flotte er de.

Egentlig havde vi planlagt at tilbringe lørdag aften på Belfield Bowl. Den årlige drengetur gik denne gang til Dublin, og en lokal fodboldkamp står på det faste program. Men udsigten til en blæsende kold novemberaften på bundholdets beskedne stadion fik os på andre tanker. Efter to blændende tv-kampe fra den engelske liga indtaget med øl og pubmad på The Bleeding Horse orkede vi ikke at fryse os igennem 90 minutters tvivlsomt sparkeri mellem UCD og Bohemians. I stedet dukkede tanken om hundevæddeløb frem. Vi vidste, at den sport er stor i Irland, så med hjælp fra en flink taxachauffør fandt vi frem til Shelbourne Park, hvor der ifølge diverse hjemmesider er løb tre aftener om ugen - fire aftener om ugen i december. Dér var i den grad løb. Og publikum. Vi havde ikke forventet alverden, så entreen på 10 euro virkede pebret, selvom der fulgte et flot program med. Men da vi trådte gennem lågen blev vi mødt af et strålende oplyst stadion. Banen lå i et typisk kvarter med rækkehuse, og på nordsiden stod en tribunebygning, der snildt kunne måle sig med sydtribunen på Aalborg Stadion - den store med loungerne. Den nederste etage rummede indskudsboder i stribevis foruden cafeteria og café. Oven på lå en stor, velbesat og lun restaurant - og øverst oppe var dørene til diverse lounger kun åbne for folk med de rigtige billetter. Dem havde de nok ikke selv betalt, så også det kunne måle sig med stadion i Aalborg. Akkurat som i Aalborg udgjorde modne mænd broderparten af publikum, og solid irsk tweed var i høj kurs. Men specielt inde i den lune restaurant myldrede det også med nydelige unge kvinder i en påklædning, der bestemt ikke egnede sig at følge løbene ude i det novemberkølige fri. Det lignede snarere første akt af en glad lørdagstur gennem Dublins natteliv. Erfarne bookmakere De mange indskudsboder var ikke ene om at tilbyde spil. Nede foran tribunen stod en snes mænd - de fleste i tweed - som selvstændige bookmakere. De stillede sig op fem-syv minutter før hver af aftenens 11 løb, og på små tavler udbød de odds på hver enkelt hund. Flere af dem må have været i branchen i årtier; deres slidte jordemodertasker lignede noget, der havde gjort 50'erne med. Spillerne var få indtil det sidste minut før starten på et løb. Men pludselig myldrede de hen til den bookmaker, der gav de bedste odds - og helt frem til få sekunder før starten svingede odds'ene. Bookmakerne havde tydeligvis hjælpere oppe på tribunen, der kunne holde øje med konkurrenterne. Det enkelte løb var hurtigt overstået: De slanke og elegante greyhounds drønede de godt 500 meter banen rundt på et halvt minut i et tempo så rasende, at et utrænet øje knapt kunne følge, hvad der egentlig foregik. Men kommentatoren havde tilhøreladende fuldt styr på begivenhederne, når de fem-seks hunde i hvert heat jagtede et tøjdyr forklædt som kanin. Skulle man have overset en detalje, var der råd for det. Løbene blev gentaget flere gange på en lang række skærme både ude og inde. Nød et fjernt univers De 11 løb blev afviklet med 20 minutters interval. Det var nydeligt afstemt med løbene samme aften på banen i Cork i det vestlige Irland, hvor 10 løb foregik med samme interval, men forskubbet 10 minutter. På den måde kunne man spille på i alt 21 løb i løbet af tre og en halv time, for de to baner var naturligvis forbundet, også med billeder af hinandens løb. Når sandheden skal frem - og det skal den i en avis - så spillede vi slet ikke. Vi støttede baren med lidt omsætning og nød et univers fjernt fra Danmark. Her til lands er hundevæddeløb en beskeden, foreningsdrevet sport - mens det fylder en stor del af tilværelsen for tusindvis af irere. De har omkring 20 baner at vælge imellem, og spillelysten kan styres hver eneste aften. Akkurat som i England kan det lade sig gøre at opdrive modstandere af hundevæddeløb i Irland. Vi mødte tre - eller var det fire? - der delte pamfletter ud ved indgangen. Men hundene så fornøjede ud. Det gjorde vi også, da vi vendte tilbage til The Bleeding Horse. Fodboldkampen mellem UCD og Bohemians? Udeholdet, der allerede havde vundet det irske mesterskab, sejrede 1-0 og sendte dermed UCD - universitetets klub - ud af den bedste række.