En aften for lattermusklerne

BASaren fyldt til Sune & Jaribarh

Mange fik taget selfies med Sune og Jaribarh. Privatfoto
Brønderslev 24. januar 2017 20:05

BRØNDERSLEV: Hele BASaren i Brønderslev var fyldt, og det var tydeligt, at mange ikke bare var fra Brønderslev, men at arrangementet med komikergruppen Sune & Jaribarh, havde samlet folk fra nær og fjern, hvilket det hurtigt udsolgte arrangement også vidnede om.

Der var en hyggelig stemning med alle pladser fyldt op. Arne Mogensen fra BAS bød velkommen, og fortalte om arrangementet, at det er et samarbejde med eventbureauet "Kulturmarkt" fra Aarhus.

Arne Mogensen fortæller:

- Markeringen af Sune & Jaribarh i Brønderslev var samme dag som åbningen af europæisk kulturhovedstad i Aarhus, og BAS var meget glade for at markere denne dag også i Brønderslev. Det var dejligt, at så mange bakkede op om arrangementet, og havde lyst til at komme og grine og hygge sig sammen."

Sune & Jaribarh består af en duo på scenen, hvori karakter den danske Sune fortæller små historier fra hverdagen sammen med din nydanske ven Jaribarh. Setuppet viser, hvor utrolig mange misforståelser, der kan ske i det danske sprog, og der er meget at grine af. F.eks. når "Se den lille kattekillig" bliver til en kattekælling, der pisser blod og ikke er pisse blød. De to på scenen har virkelig forstået at få alle situationer til at vende på hovedet. Fra i første omgang at være nogle absurde fortællinger uden megen mening, der så efter noget tid viser sig, bare at handle om Jaribarhs hverdag. Flere gange må Jaribarh minde Sune om, at han "skal hore noget mere", og Sune må anstrenge sig for, at finde ind til og høre den rigtige historie.

Anders Andersen Krogsgaard, som var med til arrangementet fortæller:

- Vi er hele familien afsted sammen med vores madklub, to kollegaer og venner fra børnenes klasse. Vi har glædet os helt vildt til aftenen og varmet op med at se klippene på youtube. Det er virkelig sjovt, og det går op for en, hvor svært det er at lære dansk. Nu arbejder jeg selv på en virksomhed, hvor vi har mange forskellige nationer ansat, og der sker mange misforståelser. Så selv om Jaribarh sætter alt på spidsen, så er det ikke langt fra den virkelige verden. Det er fedt, at BAS har fået dem til Brønderslev, og at der så hurtigt var udsolgt, viser jo også de er et hit."

Showet startede op med en sang om, hvordan vi har mere brug for at forstå hinanden, og at vi skal turde snakke sammen, så vi kan komme tættere på hinanden. Derefter kom historierne i hæsblæsende tempo, og hele salen grinede med og klappede, når pointerne endelig faldt på plads om Jariharh som barnepige, 80’er discjockey eller handyman.

Anders Andersen Krogsgaard fortsætter:

- Det virkelig sjove er jo, at vi også griner af os selv, for pointen er jo, at hvis vi ikke virkelig interesserer sig for hinanden, så ender vi med mange misforståelser. Stemningen for aftenen var høj, og alle havde mavepine af at grine bag efter".

Aftenen sluttede af med en blues, hvor Jariharh er kommet slemt til skade og modvilligt må til lægen og virkelig har brug for forståelse i det danske velfærdssystem og skadestuens venteværelse. Bag efter var duoen ude at snakke med publikum ligesom mange fik taget selfies med parret.

Kulturmarkt vender tilbage til BASaren 11. marts med forestillingen "Den Komiske Tragedie". Billetsalget hertil er allerede startet fra www.kulturmarkt.dk

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...