En aften i Benny Andersens verden

Sangaften på Johs. V. Jensen museet

"..I dag skal der sørme leves"" - en aften med sang og opsang! Sådan lyder oplægget til den aften som støtteforeningen for Johs. V. Jensen Museet, Farsø, afholder tirsdag på museet, der har til huse i Søndergade 48. Denne aften er det Troels Laursen, præst, forfatter m.m., der vil guide tilhørerne ind i den folkelige digter Benny Andersens finurlige sprogunivers. Benny Andersen er kendt og elsket for sine sange og digte gennem et langt liv. I det Andersenske univers handler det om at leve livet, mens man har det og turde elske, mens man kan det. Foredraget vil handle om tiden og kærligheden. Om at blive ældre. Denne aften vil der også blive sat spot på Andersens syn på og relationer til Johs. V. Jensen. Der vil blive læst op af både kendte og mindre kendte digte og noveller, og der vil blive mulighed for at synge med på et par af de kendte sange/viser. Alt sammen i den humoristiske ånd, som kendetegner Benny Andersens værker. Kort sagt en aften med sang og opsang!

Forsiden