En anarkists bekendelser

Din gør-det-selv-skriverkarl ER rundet de 50 og må dermed betegnes som halvgammel, og for ikke så længe siden læste jeg i avisen, at så bliver man desperat - hverken mere eller mindre.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Med en Marlboro i kæften og mutter på bagsædet - så kører det for dig ... mand?

Kvinder antastes herefter løbende - eller hvad de kalder den underlige gangart - op og ned af villavejene. Med desperadoens vilde blik i øjnene halser de af sted med en skildpaddes fart - hvis de da ikke lige er til fedtsugning eller river råkost i så rå mængder, at man skulle tro, at vi andre også er på den galej ... Det er vi ikke! Medmindre vi helt undtagelsesvist har ondt i maven efter for meget kaffe og wienerbrød. Nej, for vi af hankøn viser desperationen sig på en anden vis - frit citeret fra nævnte avis, så får vi i 50-års-alderen en ubændig trang til at "genskabe" os selv: Hvad var det egentlig du ville - hvad var det, du drømte om, før du fik familie, villa og vovhund - fik du prøvet det, du skulle? Fik du set, det du ville? Svaret er selvfølgelig nej. Jeg fik så meget andet - eksempelvis en smuk kone og en dejlig søn. Men som så mange andre mænd, føler jeg inderst inde, at jeg blev afbrudt lige midt i noget - for fanden! Jeg var jo lige midt i planlægningen af en jordomsejling, da det borgerlige liv med kassekredit, kommunevand og konfirmationer kom på tværs, og det er vel det, som sker, når man runder 50: Inderst inde er man stadig en lystig jordomsejler - og det kan nås endnu, men så skal du edderma'me have fingeren ud, kammerat! Vel nærmest lykkelig Derfor sidder jeg lige nu i Rock Hall - en lille by ovre i Amerika. Fruen har nemlig for svækkede dollars købt en kæmpe sejlbåd, som hun er helt overbevist om kan indbringe millioner, når jeg har fikset den lidt op - og sejlet den hjem til Danmark! I virkeligheden er det selvfølgelig mig, som føler trang til et sidste eventyr, før jeg slår mig til tåls med at male hus og dyrke radiser resten af livet - og fruen har besluttet, at det er bedre at have en glad mand i en båd langt væk end en sur stodder, som alligevel ikke kan tage sig sammen til en skid, fordi tankerne hele tiden er på langfart. Og eksperimentet er lykkedes så langt, at jeg åbent tør sige: Jeg er glad - jeg er sateme glad! Men selvfølgelig også nervøs ved tanken om at skulle sejle skuden hjem helt alene over det store vand. Det er situationen lige nu - jeg sidder i cockpittet (det er den der terrasse bagerst på båden, hvor man styrer og sådan ...) på vores gevaldige 42 fods Beneteau - der er nu ikke ret meget at styre lige nu, for båden står på land imellem stribevis af kæmpe yachter til millioner. Rock Hall ligger i nærheden af Washington og altså "magtens centrum" - her vrimler det med folk i gode stillinger og så mange penge, at de ikke ved, hvad de skal bruge dem til. Det koster eksempelvis en bagatel af 100 dollars at ligge til kaj en enkelt nat - af samme grund bliver jeg på land, indtil jeg er helt klar og kan smutte direkte ud på Atlanten, hvor det - så vidt jeg ved - stadig er gratis at være. What's up? Men hvordan er det for sådan en erklæret socialist og anarkist at være i USA - som venstrefløjen alle dage har elsket at hade? Jo, det er lidt pinligt, men jeg er vel nærmest blevet lidt forelsket i amerikanerne og deres land. Dels fordi de er åbne og hjælpsomme - det er en kliche, men også et faktum, at den "naive" amerikanske venlighed næsten kan tage pippet fra en kølig og reserveret skandinav. Men der er selvfølgelig også tale om en form for høflighed - bare fordi den affarvede dame i supermarkedet kalder dig honey, så ligger der jo ikke nødvendigvis noget dybere i det - og når den sorte fyr på tanken hilser dig med et "what's up, brother", så er det ikke tegn på, at du er optaget i det lokale broderskab. Men den sproglige inderlighed gør faktisk en forskel - den er en fremstrakt hånd til menneskene omkring dig: "How are you today, Sir" - du kan enten svare med en ren frase a la "very well and how are you", men du KAN jo også tage det som en mulighed for at fortælle, at du ikke har det så godt og bl.a., bl.a., bl.a. - eller at du ligefrem er stjerneglad i låget! Når du siger how are you, så risikerer du med andre ord at blive taget på ordet og i et øjeblik få del i et andet menneskes liv - og det er vel ganske smukt. Born to be free Som gør-det-selv-reporter må man naturligvis forholde sig til sit speciale - det hedder i øvrigt DIY (do it yourself). Og for nu at sige det meget kort: Ja, de gør det selv - de gør det faktisk alle sammen og alle vegne - USA er ét stort Jem & Fix paradis. Men da jeg drog ud for at dyrke mine professionelle pligter, løb jeg desværre ind i et motorcykeltræf, som stjal min opmærksomhed. Det var Rock Hall Biker Fest, og aldrig i livet har jeg set så mange Harley'er på ét sted - på tre-fire tønder land ved havnen stod disse mærkværdige maskiner og deres ikke mindre eksotiske ejere så tæt som køer i en løsdriftsstald. Et rockorkester spillede - akkompagneret af Harley'ernes dybe brøl - "Born to be free" for fuld udblæsning, og man kan med en vis ret spørge, hvordan sådan en lille splejs som undertegnede overhovedet turde gå rundt her - jeg mener, hvad nu hvis jeg kom til at skubbe til en af dem ... Men de var ret fredelige og på sin vis udtryk for lige det, jeg er så vild med ved amerikanerne - de lever deres drømme helt ud - uden hensyn til logik og fornuft bygger de deres cykler om til de mest absurde og vulgære maskiner. Det er ren tegneserie - som et par vildt struttende silikonebryster - og det er et syn for guder, når en 50-60-årig, småfed hippie med vildt skæg og Easy Rider tørklædet bundet i nakken triller derudad på nakken af sin helt private Dolly Parton. Uden ironi Som typisk europæisk ironiker tror jeg hverken på Gud, Fanden eller julemanden - historien har ligesom vist, at ingen ideelle forestillinger holder vand, når det kommer til stykket, og så er der kun ironien tilbage som forsvar imod den totale desillusion. Den jævne amerikaner er blottet for ironi og kan på den måde virke naiv, men de har masser af humor og et uhøjtideligt syn på sig selv - jeg mener, hvordan kan i øvrigt begavede mennesker ellers finde på at køre rundt i 8-cylindrede pickup-trucks på størrelse med små kampvogne? Jamen, de gider bare ikke at køre rundt i små bøssebiler ... Det trodser enhver logik, for benzinen er snart ligeså dyr herovre som derhjemme - men helt ærligt: Hvis jeg boede her, ville jeg også ha' mig en åben Jeep med kæmpe ballondæk, 3-400 heste og automatgear - og jeg vil vove at påstå, at enhver dansk mand (med mindre han er blevet totalt spoleret i den feminiserede danske børnehave og folkeskole!) inderst inde drømmer om det samme. Forskellen er bare, at amerikanerne gør det sgu - uden at rødme - og det kan jeg egentlig godt li' dem for. Selvom jeg som europæer straks må tilføje, at den holder selvfølgelig ikke i længden - når fem milliarder mennesker alle skal have plads til et godt liv på jorden, må vi nødvendigvis indrette vores private drømme efter hensynet til hinanden. Halleluja!