En asocial alliance

Ny Alliance er et midterparti, der søger indflydelse, uanset om det er til højre eller venstre.

Vi er trætte af designer- og kontraktpolitik”. Dette budskab er det første der møder en, når man går ind på det nye partis hjemmeside. Som iagttager af den politiske virkelighed i Danmark netop nu kan jeg i den forbindelse ikke lade være med lige at stille mig selv et par spørgsmål. For det første, er man så et midterparti, blot fordi man skriver, at man er det? Eller er man et midterparti, blot fordi man gentager det samme budskab tilpas mange gange? Mit svar på det spørgsmål vil jeg vende tilbage til. For det andet, hvordan kan man så være træt af designer-politik, når man selv netop har lanceret den mest rendyrkede form for designer-politik, vi nogensinde har set i dansk politik? Dannelsen af Ny Alliance, og deres tilsyneladende betydelige appel til store vælgergrupper, er i visse dele af pressen blevet omtalt som et forvarsel om et nyt jordskredsvalg, som det vi havde tilbage i 1973, hvor Fremskridtspartiet, CD og de kristelige stormede ind i Folketinget. Jeg synes det er svært at se ligheden. De tre førnævnte partier havde for det første et program, de gik til valg på. Khader og Co er nærmest gået i flyverskjul, efter at pressen er begyndt at efterspørge en konkret politik. Initiativtagerne til både Fremskridtspartiet, CD og Kristeligt Folkeparti havde endvidere mindst én fælles sag de kæmpede for. Khader, Samuelsen og Seeberg, har tilsyneladende først og fremmest det til fælles, at de hver især har haft fremtiden bag sig i deres gamle partier. Når jeg betragter Ny Alliance som designer-politik, en slags politisk supermarked, så er det netop, fordi de tre hovedfigurer i partiet på en hidtil uset måde er så bevidste om på én og samme tid at appellere til alt og ingenting, og om for alt i verden at være så lidt konkrete som muligt. Men når det hele er baseret på så lidt konkret politik som muligt, og på ”mavefornemmelser”, som der er blevet sagt, så føler jeg trang til at appellere til, at man ikke kun bruger maven, men også overvejer at bruge hovedet. Problemet er, at selvom trioen Khader, Samuelsen og Seeberg er særdeles uklare i deres meldinger på langt de fleste politikområder, så har de alligevel været så foruroligende klare i mælet, når det drejer sig om skattepolitik, at det alene af dén grund er svært at betragte Ny Alliance som et midterparti. Deres forslag om maksimalt 40 procent i indkomstskat for alle er så asocialt, at selv de mest liberale sjæle i mit eget parti burde krumme tæer. En sådan reform af skattesystemet vil mindst betyde, at der kommer til at mangle 50 milliarder kroner i statskassen. Dette vil uvægerligt betyde massive forringelser af velfærden for både børn, unge og ældre. Når det på et tidspunkt går op for vælgerne, hvad Ny Alliances skattepolitik vil betyde i praksis, så er jeg sikker på, at flertallet af danskerne fortsat vil føle sig mest trygge ved VK-regeringens skattestop. For mig er Ny Alliance langt fra et midterparti. Men hvis vi i den politiske korrektheds hellige navn lader Naser Khader få ret, og fremover definerer dansk politik ud fra, at Ny Alliance er et midterparti, så er jeg for første gang i mit liv, når det drejer sig om økonomisk politik, blevet venstreorienteret. Det er ikke rart at tænke på. [ Christian Steen (f. 1977), er uddannet Cand.mag. fra Aalborg Universitet i 2003. Arbejder til dagligt som specialkonsulent i en større privat organisation. Aktiv i samfundsdebatten og i politisk arbejde siden 1996. Formand for Venstres nordjyske forskningsudvalg, medlem af Den regionale Videnskabsetiske Komité og medlem af Venstres nordjyske arbejdsmarkedsudvalg. Har bevæget sig ”På kanten” siden 2004. Læs tidligere indlæg på hjemmesiden setilvenstre.dk