En baglæns kickstart

Leder Aalborg Portland kan blive hårdt ramt af en femdobling af kvælstofilte-afgift ...

Hvad nytter det at gå forrest, hvis man holder fanen så højt, at fødderne ikke kan nå jorden? Regeringens planer om at femdoble afgiften for at tvinge udledningen af kvælstofilter ned er på den ene side rosværdig, fordi det globale miljø er ilde faren, men på den anden side dadelværdig, hvis Danmark går enegang. Som NORDJYSKE Stiftstidende fortalte fredag, frygter Aalborg Portland, at de mange millioners ekstra afgifter kan lukke cementfabrikken i Rørdal. Det vil i give fald koste 300 arbejdspladser - og fordyre fjernevarmeprisen for 100.000 forbrugere i Aalborg-området, fordi cementfabrikken leverer omkring en fjerdedel af byens fjernvarme. Det tror finansminister Bjarne Corydon (S) nu ikke på, for "der er nogle muligheder for at se på Aalborg Portlands bundfradrag", siger han og erkender, at der er en særlig udfordring for netop Aalborg Portland. Enhedslisten skal efter al sandsynlighed være med til at bære finanslovsforslag igennem, og MF Stine Brix (EL) tager fabrikkens lukningsbekymringer let: "Det har de sagt så mange gange, men de står jo endnu", siger hun til NORDJYSKE. Det lyder temmelig nonchalant - ikke fordi det er en stor virksomhed, men fordi det også er mange job, der kommer i spil samtidig med, at hele den nuværende regeringsfløj taler varmt og inderligt om at kickstarte samfundet. Hvis de 300 job i værste fald forsvinder, vil det unægtelig være en baglæns kickstart - hvordan den så i øvrigt ser ud - og det holder næppe i virkelighedens verden. Aalborg Portland er et eksempel på det klassiske dilemma mellem natur og menneske. Miljøet skranter over hele verden, og derfor skal opgave løftes over hele verden. En mulig lukning af en cementfabrik, nogle gartnerier o.s.v. i Danmark forslår lige så meget som en millimeter regn i Sahara - men hjælper de udenlandske konkurrenter gevaldigt. Så regeringen har vist et behov for at justere NOx-afgifterne - for det er altså væsentligt lettere at holde fanen højt, når fødderne er på jorden ...