En bamse i Sudan og en dukke på Nørrebro

To unge fra Roskilde udgav sig for at være de kendte amatørgangstere fra DR2's julekalender. Arkivfoto: DR2
Sudan 9. december 2007 05:00

Nede i Sudan tager de tingene alvorligt. Her ville de kappe hovedet af en stakkels ældre engelsk lærerinde, der havde tilladt de små elever i sin klasse, at navngive klassemaskotten, en plysbjørn, Muhammad. Reaktionen kaldte på smilet i de tusinde hjem herhjemme, når harmdirrende fundamentalister krævede hende udleveret til voldelig aflivning. ¿Hun håner vores profet ved at give hans navn til en bamse¿, råbte de rasende. Det burde måske ikke undre i en kultur, hvor man straffer en ung pige med pisk, fordi hun er blevet massevoldtaget. Men det burde måske heller ikke undre i et lille land, hvor debatten nu raser på højtryk, fordi DR2 har lavet en satirisk dukke-julekalender, der laver sjov med indvandrer-drenge og deres sprog og holdninger. Og det morsomme er, at det hovedsagelig er mangegenerationsdanske lærere og kommentatorer, der kommer op af stolen. Her er dog ingen ægte religiøse aspekter - men til gengæld en masse politisk tvangstænkning. Sådan en serie graver grøfter, skaber skel, bekræfter fordomme, anviser nye veje til mobning og diskrimination, lyder en del af kritikken. Ali og Hassan fra serien kan gå hen og blive uheldige rollemodeller for indvandrerdrenge - eller endnu værre: for deres gammel-danske skolekammerater, der kan bruge sproget og stilen som drilleværktøj. - Jamen, det er jo satire, siger Peter Green, satirechefen fra DR2. Det er jo netop satirens væsen, det her med at gå til stregen og somme tider over den for at illustrere virkeligheden. Og det er måske netop det, den gør lidt for godt: Den store danske dreng, der rutinemæssigt i hvert afsnit et sted i baggrunden gennembanker en lille sort dreng. Den stressrelateret klynkevorne bibliotekar i nordvest-kulturhuset. Den overbegejstrede, manisk åbensindede skoleinspektør, der er så indvandrer-behagesyg, at også indvandrerne er ved at brække sig over hende. De endimensionale, skruppelløse, lumre, pubertetsdrenge med deres kulturstøttede sexistiske selvforståelse. De let undrende omgivelser af normaltfungerende ny og gamle danskere færdes hele tiden i udkanten, lige som i virkeligheden. For verden er jo ikke sort og hvid og bare delt i to. Debatten afspejler at indvandrerpublikummet til serien fordeler sig omtrent som resten af os: Nogle synes det er sjovt, andre at det er plat og dumt, nogle bliver berymrede for, om de andre skal føle sig stødt, og nogle føler sig stødt over, at seriens skabere tilsyneladende ikke er bekymrede. Ikke noget man behøver være et analyseinstitut for at registrere eller samfundsforsker for at forstå. Men at den påvirker os er der ingen tvivl om. Sådan en 24 afsnits satire lige ud i dagligstuen dag efter dag - den går ind. I sprog og kultur. Den åbner øjne og bevidsthed - og måske gør den i den sidste ende det hele lidt lettere. Her er vi allesammen taget på kornet og grundigt og genkendeligt til grin. Det er ikke noget dårligt indgangspunkt til en gensidig forståelse. --- Selv om familiekatten Delle så lidt stødt ud, da jeg i aftes hilste ham med ordene: ¿Hva så dér, Delle, min ven, din ornli¿ syge kastrerede bøssekat¿.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...