En barmhjertig kriminel

Film om den nærmeste fortid har næsten altid den samme svaghed. Alting ser så forbandet nyt ud: Kaffekander og tedåser, der ikke er mærket af livets stød, fordi de har stået gemt i et kulturhistorisk museums støvede depot. Og så er der de velpolerede veteranbiler, udlånt af liebhavere, der kører jævnligt forbi i baggrunden, i forsøget på at fastholde tilskueren i en genskabt fortid. Selv de fattiges mørnede pjalter er gjort af nyere stof og dufter næsten af Bamseline skyllemiddel. Helt anderledes er det med englænderen Mike Leighs seneste film, "Vera Drakes hemmelighed". Det, der slår én, er tingenes brugthed. For eksempel den fedtede patina, som menneskehænder har efterladt på dørhåndtag og lyskontakter. Eller de fattiges slidte frakker og skjorter, der næsten udstråler gammel svedlugt og billig cigaretrøg. Denne film er fri for den polerethed, som ofte præger danske film, når tiden bliver skruet 50 år tilbage. Men englænderne er, mig bekendt, heller ikke belastet af en trivialkanon a la Morten Korch, hvis vision jævnligt bliver genfremkaldt på danske lærreder og tv skærme. Mike Leighs film emmer af en autencitet, der til det sidste minut nagler tilskueren fast til år fem efter Anden Verdenskrig i London. Filmens hovedperson, Vera Rose Drake, bliver spillet af Imelda Staunton, der fik prisen som bedste skuespiller ved Venedig Filmfestival 2004. Og filmen blev desuden belønnet med Guldløven. Vera er en kærlig og selvopofrende mor og kone. Hun bor med sin mand Stan (Philip Davis), der er mekaniker på sin brors bilværksted og to voksne børn. Sid (Daniel Mays) arbejder hos en skrædder. Og den forsagte Ethel (Alex Kelly), sidder ved et samlebånd og tjekker lyspærer på en fabrik. Vera er det lille hjems faste støtte. Med sin tilstedeværelse spreder hun varme og glæde. Og hun har så meget overskud at give af, at hun også tager sig af andre mennesker. Til daglig er Vera rengøringskone, men hun har også en hemmelighed, som familien intet kender til. Hun hjælper unge piger og hjemmegående husmødre, der er blevet gravide med at abortere. Veninden Lily (Ruth Sheen), der også har en sidegeschjæft som sortbørshandler, skaber den illegale kontakt til de ulykkelige kvinder. Med sin lædertaske og remedier, der består af et rivejern, lyserød karbol sæbe og en orange gummipumpe, tager Vera ud til disse kvinder og foretager sine ulovlige indgreb ved at pumpe sæbevand op i livmoderen på dem. Hun gør det helt gratis. "De skal jo hjælpes", siger hun. Men hun ved ikke, at veninden forlanger to pund og to shillings fra disse ulykkelige kvinder. Og en dag går det galt. En af kvinderne er ved at dø af indgrebet. Og det bliver politianmeldt. Vera tilstår alt. Retten går sin gang og hun bliver dømt. Mike Leigh har lavet en aldeles seværdig film. Temaet abort er stadig vedkommende den dag i dag, selv i den vestlige verden. Og selv om kvinderne har erobret retten til egen krop, forsøger paver og politikere stadig at vriste den fra dem. Filmens styrke er også samtidig dens største svaghed. Skuespillerne er fremragende, uden undtagelse og tidsbilledet er eminent gengivet, men den er lidt gammeldags i sit filmsprog. Og Vera nynner lidt for meget. Men en lille perle, det er den. "Vera Drakes hemmelighed" Originaltitel: "Vera Drake". To timer, fire minutter. Till. f. alle.