En bedstemors dilemma

@Brød.9.uncial.Taz:? Jeg er en årgang 1945 og har tre voksne sønner, som nu selv har fået børn. Mit spørgsmål til dig går på, om jeg virkelig er et oldtidsfund, hvilket jeg får at vide, når jeg synes, at mine børnebørns optræden ved bordet er uappetitlig og noget griseri. De to på syv og fire år har fået lært at spise nogenlunde pænt, men nu er der kommet en lille ny igen, han er nu 15 måneder, og nu er mareridtet startet på ny. Fra han var helt lille, har han fået en tallerken med mad stillet foran sig, som han så sidder og graver i med fingrene. Han er klistret ind i leverpostej, smøreost og sovs i ansigtet, håret og på tøjet, og gulvet ligner en affaldsspand. Når jeg forsigtigt antyder, om han ikke skulle vente med selv at prøve, til han har motorikken til at ramme munden, får jeg at vide, at det er vigtigt, at han “føler maden og dens struktur”. Da vi bor langt væk, ses vi ikke så tit, men har lige været på besøg i nogle dage. Til aften fik han en tallerken med lasagne, som han end ikke smagte på, men smed alt på gulvet. Så fik han kartofler og sovs, som endte samme sted. Mad skulle han jo have, så han fik rugbrød i to omgange, hvoraf det meste endte på gulvet. På intet tidspunkt var der nogen, som prøvede at gøre ham klart, at han ikke skulle smide maden på gulvet. Jeg mener, at et barn på 15 måneder godt kan forstå et “nej”. Er det mig, der er gammeldags? Når jeg meget forsigtigt prøver at nævne det, får jeg at vide, at der er sket meget, siden jeg selv havde børn. Da jeg synes, du har en fornuftig tilgang forholdet børn/forældre, vil jeg gerne høre din mening om dette problem, som jeg ved, jeg deler med mange andre bedsteforældre. @Brød.9.uncial.Taz:! Jeg tror, du har helt ret i, at du deler denne og lignende frustrationer med en del bedsteforældre. Ikke bare når det gælder spisevaner og bordskik, men også masser af andre temaer, som din og min årgang ”fik ind med skeer”. Men specielt dette tema, ved jeg, optager mange inkl. de unge forældre, som også ofte er i vildrede. Din søn og svigerdatter er et godt eksempel. De har lært noget om børn og mad og i dette tilfælde noget rigtigt - nemlig at børn har behov for at mærke struktur og konsistens af det, de spiser. Problemet er, at denne lærdom kun handler om relationen mellem barnet, og den mad, det spiser, og ikke om den nok så væsentlige relation mellem forældre og barn. Det betyder, at alle parter er fanget imellem ”holdninger” og i forskellig grad er frustrerede over praksis. At forældrene er uenige med dig betyder jo ikke, at de ligefrem elsker at kravle rundt på gulvet og rydde op. De ved bare ikke, hvad de ellers skal gøre, fordi de er overbeviste om, at det de gør, er det ”rigtige”. At et barn på 15 måneder spiser sådan, som du beskriver det, er nok lidt i overkanten sådan rent udviklingsmæssigt, men det skyldes, at han ikke får nogen vejledning af sine forældre. Børn er forskellige. Nogle børn begynder i ottemåneders alderen at spise, som du beskriver. Andre tager fra begyndelsen et fast greb om skeen, selv om den voksne holder og styrer den og begynder meget hurtigt selv at mestre kunsten at spise med bestik. Fundamentalt set er det sådan, at børn lærer af to ting: den vejledning de får, når de har brug for den og ved at iagttage og efterligne de voksne. Jeg skriver med vilje ”vejledning” og ikke opdragelse, fordi det, vi traditionelt forstår som opdragelse, for det meste forsinker eller umuliggør selve læreprocessen. Vejledning sker, når jeg ser: at du er sulten og gerne vil spise, men maden havner altid det forkerte sted. Derfor viser jeg dig, hvordan du kan gøre for at få det ind i munden og ned i maven. Vejledning tager altså udgangspunkt i barnets behov og vilje til at kopiere de voksne, mens opdragelse tager udgangspunkt i den voksnes krav om en bestemt adfærd. Derudover tager vejledning naturligvis også udgangspunkt i forældrenes normer og værdier – eller grænser om du vil og så længe disse bliver kommunikeret klart og venligt, samarbejder barnet så hurtigt, dets motorik tillader det. Det er denne sidste del, dit barnebarn mangler fra sine forældre. Det skyldes sandsynligvis, at de er nervøse for at krænke deres søn eller fratage ham tilfredsstillelsen af vigtige behov og mangel på andre alternativer end dit ”gammeldags”, gør at de vælger at gøre ingenting, og det er ikke så smart. De to holdninger er på kollisionskurs, og barnet taber. Små børn ”smider” ikke mad på gulvet. De taber ofte noget ved siden af tallerkenen eller ned på gulvet via hagesmækken og sådan må det være, indtil de mestrer det rent motoriske. Jo mere opmærksomhed – positiv eller negativ – de voksne giver disse uheld, jo mere fristes barnet til at gentage sin handling og så ender det ofte, som i din familie, med at blive til en irriterende leg. Det klogeste er enten at ignorere uheldene eller give det en venlig kommentar med på vejen og så vende opmærksomheden væk og tilbage til maden eller samtalen mellem de voksne. Dit barnebarns forældre er, hvis jeg skal vurdere ud fra dit referat af deres udsagn og handlinger, som nævnt typiske for en del unge forældre, som bliver så ”børnevenlige” at der ikke er nogen voksne tilbage i familien. Nogen vil mene, at de må lære at ”sætte grænser” - f.eks. opstille reglerne for almindelig bordskik, hvor jeg er mere tilbøjelig til at ønske, at de bare ville træde i karakter –dvs. være til stede sammen med deres børn som de mennesker, de nu engang er med deres sympatier og antipatier, deres rationalitet og deres følelser, deres meninger og værdier. Kort sagt som mennesker af kød og blod. Det er ikke bare madens struktur og substans, små børn har behov for at opleve. Det er også forældrenes. Derfor hedder en af mine bøger, ”Her er jeg! Hvem er du?”. Måske skulle du placere den diskret under juletræet i år med venlig hilsen fra Julemanden. Et måltid er ikke et godt måltid, hvis ikke alle omkring bordet trives, og det gælder også bedsteforældre. Din skjulte eller åbenbare irritation over situationen gør kun stemningen værre. Du har sagt det, og mere kan du ikke gøre. Vi bedsteforældre må pænt vente, til vi bliver inviteret som rådgivere.