En biskop i maven?

Egentlig bør man ikke besvære andre med éns personlige problemer. Og da slet ikke eventuelle fordøjelsesvanskeligheder. Niels Hausgaard berettede engang om, at når han skulle til læge, sørgede han altid for at halte lidt på det ene ben, så de andre patienter i venteværelset ikke skulle tro, at han fejlede noget uappetitligt.

Nuvel, jeg døjer altså med maven. Det har jeg gjort i mange år. Og jeg har ikke rigtig kunnet finde en årsag til problemerne, før min svigermors røntgensyn fik stillet den noget usædvanlige diagnose: "Du har en biskop i maven", nærmest triumferede hun. "Ammestuesnak", var min første reaktion. Men så kom jeg til at tænke på det nyligt afholdte bispevalg i Ribe Stift – og i øvrigt på det ærværdige kollegium af Danmarks biskopper i det hele taget. Med eventuelt kun to undtagelser har de i forbindelse med deres valg til bispeembedet markedsført sig som overvejende skikkelige grundtvigianere. Og jeg er ikke grundtvigianer! I forbindelse med bispevalget i Ribe Stift udviklede det sig til en formelig konkurrence mellem de to tiloversblevne kvindelige kandidater om, hvem der var mest grundtvigsk. Og af valgets udfald kan man uden videre slutte, at det synes flertallet af præster og menighedsrådsmedlemmer i Ribe Stift, at Elisabeth Dons Christensen var. Problemet for hendes modkandidat, tidligere provst i Skørping, Marianne Christiansen, var, at hun alt for sent var kommet i tanker om, at vil man være biskop i næsten hvilket som helst stift i Danmark, skal man i god tid sørge for at lufte – om nødvendigt: tillagte grundtvigianske synspunkter af den mest tilforladelige slags. Ellers har man ikke en jordisk(!) chance. Nogenlunde det samme gælder for provster. Men dem er der mange flere af, så det ændrer ikke væsentlig ved balancen om nogle stykker af landets provster er ikke-grundtvigianere. Det er de færreste, der aner, hvad det egentlig vil sige at være grundtvigianer. Det gælder for grundtvigske præster og teologer i almindelighed og for menighedsrådsmedlemmerne i særdeleshed. Det er noget med at synes, at ham dér Grundtvig vist nok var en vældig sympatisk fyr. Og det var han da osse. Så meget er man da i det mindste enige om, at grundtvigianismen står i forhold til personen Grundtvig, der levede, skrev og virkede i tiden 1783-1872. Spørgsmålet er imidlertid, om Grundtvig står i et noget rimeligt forhold til nutidens grundtvigianere? Det er højest tvivlsomt! Eller om ikke Grundtvig ville have det med nutidens grundtvigianere, som hans noget ulige landsmand og samtidige Søren Kierkegaard havde det med "officiel Christendom": "Men lad os ikke forvandle Christendommen paa dens gamle Dage til en reduceret Vertshuusholder, der ogsaa maa see at hitte paa Noget for at trække Kunder til sig (...). Det forstaaer sig, da Christendommen i sin Tid kom ind i Verden, kan man just ikke sige, at den gjorde Lykke, da det gik løs paa Korsfæstelse, Hudfletning og andet Saadant. Men Gud ved, om det egentligen er dens Ønske at gjøre Lykke i Verden, jeg tænker snarere den skammer sig ved sig selv, som en gammel Mand, der saae sig udpyntet paa Moden, eller rettere, jeg tænker den samler Vrede over Menneskene, naar den seer denne vrængende Skikkelse, der skal være Christendom, en gjennemparfumeret (…) Videnskabelighed, hvis hele Hemmelighed er Halvhed og saa Sandhed til en vis Grad: en Radicalcuur, (…) nu forvandlet til en Vaccination, og Forholdet til den ligesom til denne - at man har en Vaccinations-Attest.". (Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift, side 247). Hvad vil det sige at være grundtvigianer? "Verbalize or die, pal!" (frit oversat: "spyt ud eller dø, kammerat!"), som lederen af Grundtvig-akademiet i København, Henrik Wigh-Poulsen (i følge rygter også bragt på banen til bispeembedet i Ribe i sin tid!), på et tidspunkt sagde. Som socialdemokraterne er det på velfærdsstatens område, således indtager grundtvigianerne på folkekirkens område den frygtsomme forvalterposition, som sætter al sin energi ind på at bevare, skåne og beskytte tingenes åbenbart hellige, almindelige (s)tilstand. Grundtvigianerne propaganderer uanfægtet af tidens foranderlighed stadig for forestillingen om den blinde forelskelse mellem folkelighed og kristendom, danskhed og protestantisme, hvilket kun kan lade sig gøre ved systematisk at friste den osteklokketilværelse i forhold til kulturen, som grundtvigianerne ellers altid har beskyldt missionsfolkene for. Jeg er ellevild med Grundtvig, som jeg synes var en gudbenådet digter og salmist, en (lovlig) fantasibegavet poetisk prosaist og frem for alt en sprællevende kristen; "En brølende Grovsmed", som Kierkegaard en smule uelskværdigt kaldte ham. Af den grund er han faktisk temmelig svær at båse, selvom det sådan set er lykkes grundtvigianerne udmærket at båse ham som en tilforladelig gammel bessefar (ikke ulig Vorherre i folkereligiøs klædebon!), der rundhåndet deler lutter elskværdighed ud til højre og venstre. Men jeg er altså ikke grundtvigianer – ej heller missionsmand (som er det eneste alternativ folkekirkegrundtvigianere og – socialdemokrater har fantasi til at operere med). Derfor må jeg affinde mig med mine maveproblemer. For så vil den biskop, som min svigermor angiveligt mener jeg har i maven, aldrig kunne forløses. Det er altså, hvis min svigermor har ret? Og det er jo ikke sikkert...Henrik Bang-Møller er sognepræst i Skagen og Hulsig sogne. I morgen skriver Tina Ussing Bømler, Løkken.