EMNER

En bitter kvinde - afsnit 1

Skagen den 21. december.

Den dæmpede klokke fra receptionen går først i ét med julemusikken. Helga er lige ved at overhøre den. Det har måske også næsten taget overhånd med julehyggen på hotellet i år med dekorationer og engle i en grad, så man føler sig hensat til et juleeventyr af den mere overbelæssede slags. Julefreden har for alvor sænket sig over Helgas Hotel, hendes hotel, i de seneste par dage. Efter en travl december med julefrokoster og weekendgæster er Skagen ved at indstille sig på hjemlig julefred bag omhyggeligt lukkede vinduer og døre. Nå, det var klokken hun kom fra. De få skridt fra kontoret til skranken er hurtigt taget, og hun checker den ældre herre ind. Han vil gerne have et værelse til én frem til den 25. december, javel, en ensom sjæl med penge nok. Da han rækker ud efter nøglen, ser Helga tatoveringen på underarmen. Et anker halvt udvisket af ælde, fortæller hende det, som hans accent allerede har antydet. Han er en rejsende fra de syv verdenshave, som nu er gået i land i Skagen. Hendes tanker bliver afbrudt af klokken og af en stor gruppe gæster - seks midaldrende og to unge mennesker. Nå, der har vi dem nok, hele familien Juul-Clausen, tænker Helga fornøjet. Hun var faktisk blevet overrasket, da Bent ringede og bookede fire dobbeltværelser med halvpension julen over. Overraskelsen skyldtes ikke så meget, at Bent kunne have lyst til en anderledes jul i år - herregud, efter det, der skete i julen sidste år, har han nok haft brug for lidt forandring. Men hvordan han har overtalt sin kone Birthe, dét er mysteriet. Helga kender udmærket Bent og Birthe Juul-Clausen. Godt nok er de næsten 10 år yngre end Helga, men de har boet i Skagen altid. Og derfor kender hun Birthe nok til at vide, at Birthe ikke kan lide Bents familie. Helga danner sig hurtigt et overblik over resten af flokken. Bents to yngre søskende, Susan og Leif, ville hun aldrig have genkendt, men nu står hun jo med navnelisten i hånden. Kvinden i den dyrt udseende jakke og med solbrillerne i panden må være Susan. Hun ser stadig godt ud, selvom hun må være tæt på 50 nu. Hendes mand Søren har Helga aldrig set før, men han er ikke til at tage fejl af - han er københavner. Lillebroren Leif og hans kone Lone ser mere almindelige ud. Men de er jo også bare flyttet ind til Aalborg. Helga byder velkommen og smigrer dem med at kunne deres navne - selv de to teenagere, Bent og Birthes yngste søn og Leif og Lones datter, er nemme nok at placere. Og så må de selvfølgelig lige kort ind på morens død for næsten præcis et år siden. Så tragisk, at hun sådan skulle gå bort juledag, mener Leif. Og hvor bliver julen dog tom uden hende, siger Bent, mens han kigger ud af vinduet i retning af sit gamle barndomshjem, som ligger mindre end 200 meter væk. Mens de nyankomne gæster går op på deres værelser, tænker Helga sit. Selvfølgelig er det trist at miste et familiemedlem til kræften. Men Skagen er ærligt talt blevet et rarere og lysere sted efter Maren Juul-Clausens død. Selv familien må da inderst inde indrømme, at Maren aldrig ligefrem sprudlede af livsglæde. Gu' var det da sikkert hårdt at være alene med tre børn, forladt af en sjuft af en sejler, som så mange skawkvinder er blevet det gennem tiderne. Men at lade den charlatan ødelægge hele ens liv og børnenes med, det er simpelthen for dumt. Altså hvis man spørger Helga.