En bjergtagende indgang EUROPÆISK: NORDJYSKE var med da AaB i Genoa tog endnu et skridt mod det attraktive gruppespil i UEFA Cup¿en

Søren Pedersen
AaB's assistenttræner Allan Kuhn håber, at AaB kan slutte efteråret i Superligaen med et smil på læben. Foto: Bent Bach
Fodbold 24. september 2007 06:00

GENOA: Det smukke Middelhav til den ene side, og den gamle havneby og bjergene til den anden. AaB¿s superliga-spillere kunne ikke have ønsket sig en flottere indgangsportal til UEFA Cup¿en end den, der mødte dem ved indflyvningen til Genoa i den forløbne uge. Mens man svævede ind over havnen til landingsbanen, der på det nærmeste ligger midt i byen, kunne man ikke lade være med at tænke over, hvad i alverden der fik Christofer Columbus til at forlade fødebyen for godt 500 år siden, for at sejle ud og udforske den store verden. Nok kunne han ikke se Genoa fra oven, som vi kunne, men mødet mellem hav og bjerge må allerede den gang have været et skønt skue. Nå. Heldigvis tog han jo af sted og blev den første, der fandt det forjættede land (i hvert fald officielt). Fodboldens drømmeland For europæiske fodboldklubber er det forjættede land Champions League. Men lige ved siden af ligger som bekendt UEFA Cup¿ens gruppespil, som fint kan gøre det ud som erstatning, hvis man ikke lige har vundet mesterskabet året forinden. For AaB er der imidlertid et bjerg at forcere, og hvis vi skal gøre Genoa til en tyk symbolik på rejsen, så skal det også ske uden at falde i vandet, hvis man skal spille sig videre mod en formodet meget stærkere modstander. Og det er Sampdoria, som godt nok ikke er tophold hjemme i Italien, men som til gengæld også møder noget bedre hold til dagligt end AaB gør. Men tro flytter bjerge, og der var masser af selvtillid i den ellers sparsomme bagage til to dage i Norditalien, som truppen og de omkring 70 medrejsende sponsorer havde medbragt. Sammen med de omkring 40 fans, der ankom på kampdagen, var det ovennævnte sponsorer, der skulle udgøre AaB¿s opbakning på det slidte, men imponerende Stadio Luigi Ferraris, hvor fuldt hus med godt 36.000 tilskuere ville have dannet en direkte uhyggelig lydkulisse. Fyldte mere end Parken Nu kom der ¿kun¿ godt 16.000, men både syns- og lydmæssigt fyldte de betydeligt mere end et tilsvarende antal i Parken i København. Kun fire gange kunne man høre danskerne: da AaB kom på banen, de to gange gæsterne scorede og endelig da AaB kunne forlade græsset med fortjente 2-2 på måltavlen. Desuden fik supporterne stadion for sig selv, da de forgæves prøvede at kalde spillerne tilbage på banen 10 minutter efter sidste fløjt, hvor samtlige italienere var smuttet ud i den lune aften for at sunde sig ovenpå deres heltes skuffende indsats. De italienske fans havde ellers gjort deres. Især tribunen bag det ene mål var et studium i sang og mere eller mindre højlydt ytringer både positive og negative. Et kvalificeret gæt lyder på, at mindst 5.000 havde taget plads på fantribunen hvorfra der konstant lød sang, piften og råb eller - som det mest utrolige -næsten total tavshed og meget lavmælt sang, som pludselig blev til et brøl. IMPONERENDE. Hylekoncert Fansene gav imidlertid også udtryk for deres utilfredshed med stor hylekoncert, både da AaB var foran 2-1 og 10 minutter før tid, hvor AaB¿erne kunne trille bolden rundt i små kombinationer, mens man ventede på, at tiden skulle løbe ud, så man kunne komme hjem med det ene point. Det kom man så, og mens italienerne fandt deres favorit-trattoriaer, smuttede en euforisk AaB-trup med politieskorte tilbage til lufthavnen, for at vende snuden hjem, mens man på den ene side jublede over 2-2 og på den anden ærgrede sig over, at det ikke var blevet til sejr trods et par kæmpechancer. Mere vil have mere... Hverken bjergene eller havet var synligt ved afrejsen, men lysene over Genoa så vi da, og både spillerne og vi andre kunne rejse hjem en stor oplevelse rigere - eller måske flere: Rade Pricas perle-frisparksmål fra 37 meter er i hvert fald gemt på harddisken hos undertegnede, og hvem ved, hvad de øvrige fik med sig hjem. AaB¿erne fik visheden om at kunne begå sig i Europa - og hvis armene er nede igen inden returkampen i næste uge, venter der endnu fire kampe (mindst) i denne sæson mod europæiske tophold - deraf to chancer for store oplevelser på udebane...

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...