En blæksprutte med et fast håndtryk

Hans Chr. Nielsen
Jørgen Lindgaard Christensen, firmaejer med fast håndtryk og konstant smil på læben, fylder tirsdag 60 år. foto: Henrik Bo
Aalborg 12. august 2007 06:00

{ Fortiden som smed på Øland fornægter sig ikke hos direktør Jørgen Lindgaard Christensen, indehaver af rådgivende ingeniørfirma Lindgaard A/S, Aalborg, der tirsdag fylder 60 år. Han udstråler stadig ligeså megen kraft og energi, som da han i ungdomsårene hamrede på glødende jern og reparerede traktorer i Øland Smede- og Maskinforretning. Og håndtrykket er så fast, at han formentlig uden problemer ville kunne vende tilbage til smedearbejdet. Det har han dog ingen planer om, for nu boltrer han sig på et langt højere teknologisk niveau som indehaver af Lindgaard A/S, Rådgivende Ingeniører, med adresse på Gasværksvej i Aalborg. Et familieejet selskab, som han har udviklet til nu at beskæftige 24 ingeniører og tekniske assistenter plus to freelancere. Efter svendebrev som smed blev Jørgen Lindgaard Christensen bygningsingeniør på Aalborg Teknikum. Og så fulgte travle år, hvor han som en blæksprutte prøvede kræfter med alle mulige tekniske og ledelsesmæssige opgaver inden for ingeniørområdet. Han blev ansat hos det landsdækkende Stensen & Varming, hvor han blev afdelingsleder, senere medejer og i 1996 eneejer. Det nuværende selskab Lindgaard A/S dannede han i 2000. Jørgen Lindgaard Christensens princip har altid været, at kunderne skal være så tilfredse, at de kommer igen. Og den taktik er lykkedes. Han har gennem årene opbygget en stor stab af faste kernekunde, bl.a. Forsvarsministeriet, Nordjyllands Amt, Aalborg Kommune, Vestas og VVS-grossisten Sanistål. For sidstnævnte har han netop stået for ingeniørarbejdet på en nybygning på 42.000 kvadratmeter i Taulov. Uden for landets grænser har der bl.a. været opgaver i Iraq, Afghanistan og Sydsudan. Med bopæl i Brovst og et tæt netværk i Jammerbugten har Jørgen Lindgaard Christensen også mange opgaver i lokalområdet, bl.a. Brovst Sparekasse, Fjerritslev Fjernvarme, Sparekassen Hvetbo, Multihuset i Brovst, modernisering af Brovst Skole og udvidelse af Jetsmarkhallen. Fodbold har altid været en af hans store interesser. I mange år som aktiv og de seneste år på bestyrelsesplan. Han har således tidligere været i bestyrelsen for Brovst Idrætsforening, og han er i øjeblikket i bestyrelsen for Jetsmark IF, hvor en af hans opgaver er at forhandle kontrakter med spillerne. I sit eget selskab har han også mulighed for at få en god fodboldsnak til bestyrelsesmøderne. Han har AaB-formand Per Søndergaard Pedersen som formand. Jørgen Lindgaard Christensen er hjemme på adressen Gyvelvej 17 i Brovst på tirsdag. Fødselsdagen markeres med reception i firmaet på Gasværksvej 24 i Aalborg fredag 21. september kl. 13-16.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...