En blandet landhandel på Gammeltorv

Julestemningen er tilsat lidt Hjallerup marked.

Hjallerup marked 1. december 2010 06:09

Ganske stemningsfuldt er det med de mange små bjælkehytter på Gammeltorv, der danner en lille vej imellem sig fra Østerågade og op mod Budolfi kirke. Meget lægger an til julestemning, mens andet mere leder tanken hen på Hjallerup marked. Som nu en af de første boder med smykker til en sikkert overkommelig pris. For ikke at tale om næste bod, hvor larmen fra mekanisk legetøj konkurrerer med en lind strøm af julemusik om at fylde mest i de forbipasserendes øregange. En stor mekanisk julemand spiller på saxofon, mens mindre stykker legetøj tumler rundt på et lille bord bag ham: En skønsom forsamling af julemænd, aber og katte klædt i lyserødt tøj. Et effektivt blikfang, der får mange til at stoppe op og få øje på de mange Gjøltrolde, boden har til salg. Længere henne har nonner fra klostret S:t Elisabeths Kloster i Minsk en lille bod. 8-årige Gabriel Vedel og farmor Pia Lauridsen fra Aalborg køber både en spilledåse, et ikon i træ og to bjørne, der spiller skak. - Det støtter et godt formål, begrunder farmor indkøbene og fortæller, at Gabriel desuden er religiøst interesseret. - Han brugte hele sommerferien på at læse børnebiblen, som han fik i dåbsgave. Og på tirsdag skal han spille Josef i Nørresundby kirkes krybbespil. Tættere på Budolfi kirke og det store Pariserhjul holder Danske Ølentusiaster til. Det er lykkedes formanden, Gert Svanborg Sloth, at få en snes af lokalafdelingens medlemmer til at bemande den bare seks kvadratmeter store hytte alle dagene op til jul, sådan som Aalborg City har betinget sig. Motivationen er ønsket om at gøre reklame for foreningen og øllets herligheder, og formanden håber, at flere får lyst til at kigge ind. På markedets første dag, fredag, kom der ganske få. Nok på grund af vejret, vurderer Gert Svanborg Sloth. - Men kør endelig herud. - Så bliver det jo at problem at køre hjem - hvis man får for mange smagsprøver? Ikke noget problem, skal man tro formanden. - Så skal man bare starte her og så blive længe på markedet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...