En blød mellemlanding på sagen

David Nielsen og AaB enige om løsning, der indebærer videresalg af angriberen til en anden klub

AALBORG:Det blev både til pisk og gulerod til personen i orkanens øje, da AaB A/S onsdag nåede frem til en afgørelse i sagen omkring den kontroversielle forward og topscorer David Nielsen. AaB skiller sig i en blød mellemlanding af med førsteviolinen i angrebsspillet på Superliga-mandskabet, men David Nielsen undgår en fyring på gråt papir. Han forbliver ansat med sin løn sikret, indtil et salg til en anden klub er en realitet, men David Nielsen, der først har kontraktudløb i AaB ved udgangen af 2006, skal hverken træne eller spille flere kampe for AaB. AaB-sportsdirektør Lynge Jacobsen føler, at der er fundet en løsning, der både tilgodeser David Nielsen og AaB. Sportsdirektøren løftede onsdag - i kølvandet på en endelig afgørelse i sagen - sløret for en hel masse af de overvejelser, der har præget en hel stribe af personer i AaB-lejren siden mandagens fejde. - Vise ansvarlighed - Vi er blevet enige om, og jeg havde flere møder med David Nielsen i løbet af tirsdagen, at han ikke skal træne og spille i AaB længere. Han er fortsat ansat i AaB, og samtidig er David Nielsen sat til salg. Det betyder på godt gammeldags dansk, at vi forsøger at vise lidt ansvarlighed over for vores ansatte, siger Lynge Jacobsen, der tydeligt helst havde været denne sag foruden. - Den ansvarlighed skal ikke bare være noget, som vi skriver om på papir, og det skal ikke bare dække dem, der har det godt, fordi de har ikke brug for så stor social ansvarlighed. Nu er I så kommet frem til den her løsning. Hvorfor kan David Nielsen ikke fortsætte i klubben? - Det er en hændelse, som du for det første er nødt til at agere enkeltstående på, og så derefter sige, hvad er vores ånd, hvordan skal etikken være i den her virksomhed. Er det, at vi slår på hinanden? - Fodbold er en kontaktsport. Jeg ved godt, at der fra tid til anden sker meget på træningen. Der kan blive rykket lidt i hinanden, og jeg har også været med til at have nogle interferrences, hvis det hedder sådan, da jeg selv spillede. - Her går det alligevel et skridt videre, og der er vi nødt til at sige, at det er det skridt, vi ikke kan acceptere. Det har jeg selvfølgelig talt med vores træner om. Her er det så absolut ham, der skal være med til at have en mening om, hvad vores norm skal være. Det er også det, der er baggrunden for vores beslutning, siger Lynge Jacobsen. Hvad siger David Nielsen selv til det her ? - Vi er nået frem til noget, vi kan acceptere alle sammen. Vi synes faktisk, vi har fundet en god løsning, hvis vi skal være helt ærlige, når nu vi skulle ud i det her. Det sidste beklager vi selvfølgelig, men når vi er ude i det, synes vi faktisk, vi har snakket ordentligt og fornuftigt omkring det, fortsætter Lynge Jacobsen. Er Allan Gaarde inddraget i det? - Nej, det er han ikke. Er alle formalia omkring jeres løsning i orden? - Ja, det er de faktisk. Vil du uddybe, hvad der konkret er sket, udover at David Nielsen slog Allan Gaarde? - Nej, det er det, der er sket. Der har været den der kontakt, som der nogle gange opstår under en træning, som har tændt to spillere overfor hinanden. Det plejer så at slutte der, man skubber måske til hinanden, giver hinanden et nap i kinden, eller tildeler hinanden et let slag over nakken, når det går værst for sig. - Her var det så ikke det. Der kom ét hårdere slag. Kun ét slag? - Ja. Har spilletruppen været inde over det her omkring David Nielsen? - Nej, det eneste jeg har gjort er, at jeg sammen med en lille gruppe af spillerne har forsøgt at skabe et overblik over, hvad det egentlig var, der skete under træningen i mandags. Jeg ville ikke løbe videre med en tom og ufyldestgørende viden for derefter at beslutte mig på den baggrund. I samme åndedrag vil jeg gerne understrege, at beslutningen om konsekvenserne er en ledelsesmæssig opgave. Det bliver aldrig en kollegial opgave, pointerer Lynge Jacobsen. Tror du, han kan gå psykisk ned på det her? - Det tror jeg ikke. David er ualmindelig stærk sat sammen. Pressen har prøvet, om det kunne lade sige gøre det seneste års tid, men det er ikke lykkedes, og David Nielsen skal nok stå distancen og komme videre, slutter Lynge Jacobsen. David Nielsen ønskede heller ikke onsdag at stå frem og kommentere den seneste drejning i sagen.