Skagen

En burgerbar i den finere ende

SÆBY:Efterhånden kan man godt få det indtryk, at det er på Sæby Havn det hele foregår. På havnen er der jo i den seneste tid skudt både cafeer og butikker op, men nu vil den anden ende af byen også være med. Blue Burger er netop åbnet i det nye Rådhuscenter, ejeren hedder Johnny Ravn, og han betegner Blue Burger som "en finere burgerbar". Her er der nemlig muligt at spise andet end pomfritter, frikadelleburger og pølser. Det er også muligt at sætte bisserne i en almindelig bøf eller skinkesnitzel, og dertil kan man drikke vin eller øl. Konceptet er beregnet til de travle handlende, men målgruppen er bredere end som så, idet Blue Burger har åbent hver dag frem til klokken 21.00. Johnny Ravn ejer i forvejen et par burgerbarer i Frederikshavn samt er indehaver af Havnegrillen i Skagen.