En chancefattig deler

Thisteds damer fightede sig til et vigtigt point efter sidste weekends fadæse

Mathias Overgaard og Ole Iversen
Thisteds scoring til 1-0. Målscorer til højre (23). Thisted FC's damer i 1. division spiller deres første hjemmekamp i år mod Vorup. Foto: Ole Iversen
Thisted 24. april 2016 17:04

THISTED: Efter sidste weekends nederlag på 4-0 i forårspremieren mod Vejlby, skulle Thisteds damer søndag eftermiddag forsøge at rejse sig igen i holdets første hjemmekamp dette forår.

Modstanderen hed Vorup, og genoprejsningen startede ganske fint for thyboerne, der styrede løjerne i hele første halvleg. Thisted stod for langt størstedelen af boldbesiddelsen, men holdet formåede dog ikke at veksle det massive spilovertag til de helt store chancer.

I det 36. minut lykkedes det dog Lotte Haaning at skabe jubel på hjemmebanen, da hun kronede et flot angreb med sin scoring til 1-0.

Thisted brød sammen

Efter pausen var historien en helt anden. Thisted overlod initiativet til Vorup, der efter blot fire minutter udlignede efter et selvmål af Thisteds Jane Wraae.

Det mål slog Thyboerne helt og aldeles ud af kurs. Vorup fortsatte med at lægge et højt pres og kunne efter 64 minutter fortjent gøre det til 2-1.

- Vi ramler helt sammen efter pausen, og de har alt spillet, siger Thisteds træner, Denny Dornhoff, der ti minutter besluttede at satse alt i håb om at få et vigtigt point fra søndagens opgør.

I de sidste ti minutter skiftede Thisted formation og spillede resten af opgøret med tre angribere. Og det gav hurtigt pote. Efter 81 minutter kunne Lotte Haaning nemlig score sit andet mål i kampen, da hun udlignede til slutresultatet 2-2.

Med det ene point sikrede Thisteds damer sig en halv genoprejsning oven på sidste weekends nedtur, og det var derfor også en tilfreds træner, der kunne gøre status efter kampen.

- Jeg synes, det er et meget fair resultat. Vi har en halvleg hver, og det er super vigtigt, at vi får kæmpet os til det ene point til allersidst, siger Denny Dornhoff.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...