En dag i spillenes tegn

Nordic Game Day på Frederikshavn Bibliotek bød på spil af enhver slags

Kasper Ørkildog Kim Dahl Hansen (foto)
Både unge og gamle tog spillene til sig. Selvom størstedelen af de besøgende var børn, så tog et parti voksenskak og sted på Frederikshavn Bibliotek.
Frederikshavn 15. november 2014 16:35 - Opdateret 15. november 2014 16:55

FREDERIKSHAVN: Lørdag blev der i den grad sat fokus på spil på Frederikshavn Bibliotek. Om det så var i form af spil på en spillekonsol, et bræt eller i fantasien.

På Skagen, Sæby og Frederikshavn Bibliotek blev der nemlig afholdt Nordic Game Day, som løber af stablen over hele Skandinavien.

Det er børnebibliotekar Freja Bak Madsen, som har lagt tid og kræfter i dagen, hvor både børn og voksne fik mulighed for at fordybe sig i spillets verden.

- Man skal jo ikke være barn for at spille, tilføjer Freja Bak Madsen kort efter at have nævnt de mange former for spil på dagen.

Poker, brætspil, videospil og rollespil. Alle aspekter af spilleverdenen er med på en lørdag i underholdningens tegn.

- Jeg var bange for, at kulturen for gaming og spil ikke er stor nok til at afholde sådan en dag i heroppe. Men den har været fint besøgt, siger børnebibliotekaren.

I baggrunden fordyber et par unge mennesker og et barn sig i et brætspil. Andre trasker rundt på biblioteket i kostumer.

- Der har ikke været forfærdeligt mange, men der har været nogen. Og de har spillet sammen - både fremmede og bekendte. Det er jo hele pointen med dagen, fortæller Freja Bak Madsen med et spil på læben.

Hun kalder sig selv gaming-nørd og går op i rollespil. I halskæden hænger en klassisk svamp fra Nintendos Super Mario-spil. Passionen er åbenlys.

Den passion for spil er grunden til, hun har taget initiativet til dagen, som næste år skal gentages - i mindre eller større omfang.

- I år eksperimenterer vi, og så må vi se, om vi skal lægge flere eller færre kræfter i det næste år, slutter Freja Bak Madsen.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...