En dag med konfirmander

Kirke og skole i Aabybro er gået sammen om et forsøg med hele undervisningsdage.

Sognepræsterne Ole Steen Hansen (tv) og Benthe Kleon Jeppesen serverede smagsprøver på et traditionelt jødisk påskemåltid: Lammesteg, urter og brød samt saltvand og eddike. Foto: Grete Dahl

Sognepræsterne Ole Steen Hansen (tv) og Benthe Kleon Jeppesen serverede smagsprøver på et traditionelt jødisk påskemåltid: Lammesteg, urter og brød samt saltvand og eddike. Foto: Grete Dahl

De 75 elever fra 7. klasserne i Aabybro Skole får her i foråret tre hele dage med konfirmationsforberedende undervisning i stedet for den sædvanlige dobbelttimer hver ugen. - Det er første gang, vi prøver dette forløb. Opfordringen kom fra skoleleder Søren Dybdal. Målet er at få mere samlet tid med børnene og dermed mulighed for en mere sammenhængende undervisning, forklarer sognepræst Ole Steen Hansen. - Vi har de tre klasser på samme tid. Hver klasse er et konfirmandhold. Derfor har vi fået hjælp af sognepræst Anette Udholm, Ingstrup. Ole Steen Hansen, Benthe Kleon Jeppesen og Anette Udholm har brugt megen tid på at planlægge de tre heldagsforløb. Januar-temaet var Gud og identitet. Her i februar satte de fokus på den kommende påske. Dagen blev indledt med morgensang i Aaby Kirke, hvor organist Doris Kjærgaard sørgede for både sørgelig langfredagsmusik og mere festlig påskemorgen-toner. Fra kirken gik præster og konfirmander til sognegårde, hvor de tre klasser med hver sin præst repeterede påsken begivenheder. - Efter den mere teoretiske indledning fortsatte vi med praktiske opgaver fordelt på fire hold på tværs af klasserne. Ud over de tre sognepræster underviste Mogens Nørgaard og sognemedhjælper Inge Lise Reiche. Dagens temaer var maling af ikoner, smagsprøver på et jødisk påskemåltid samt trylleri og tale-/malebræt om kobberlangen. - Det er min oplevelse, at de unge får en helt anden og bedre opfattelse af både kirke og sognegård, når der er her i længere tid. Det samme følte jeg ikke, da vi havde den traditionelle ugentlige dobbelttime med konfirmanderne, forklarer Ole Steen Hansen. - Det har været en stor udfordring at planlægge det nye forløb. Ud over at finde lokaler har vi også skulle planægge for hjælpere og indholdet. Vi måtte i januar tage maskinhuset på kirkegården i brug for at have plads nok. - Vi skal drøfte forløbet sammen med skolen, når konfirmationer er overstået i maj. Eleverne i Aabybro Friskole fortsætter med den vante undervisning hver fredag formiddag.