Naturvidenskab

En dag tog rundsaven et ordentligt hop

Fredagen begyndte som en god dag for 76-årige Svend Aage Jensen - men så satte klingen i rundsaven sig fast

5
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fo­re­lø­big skal hån­den have ro det meste af ti­den - kun af­brudt af en smu­le gen­op­træ­ning un­der pro­fes­sio­nel le­del­se. Foto: Peter Bro­en

Det var en helt almindelig fredag formiddag i Tårs. En formiddag, hvor mælkebilen fra Arla kørte sin normale rute. Hvor de grønne gartnere hakkede det kommunale ukrudt og så småt begyndte at tænke på formiddagspausen. Og en formiddag, hvor morgenfriske pensionister handlede ind til weekenden - så var det da til en side, inden det arbejdende folk kom på banen. På Tværvej 11 gik Svend Aage Jensen og hyggede sig. Efter næsten 50 år på gården lidt uden for Tårs, skulle han og Anne Marie til byen og bo. 184 kvm var nu alligevel for meget, og der var lige nogle småting, som skulle ordnes i det nye parcelhus, inden de kunne flytte ind den efterfølgende uge. Derfor var Svend Aage Jensen kørt ind til huset om morgenen - bl.a. for at ordne den stump fodliste, der skulle skæres til, så den passede bag høvlbænken. Ikke at den var til at se, når først bænken kom på plads, men det giver nu en gang ro i sjælen at vide, at den slags er i orden. Svend Aage Jensen var alene i huset. Anne Marie havde sit at passe på gården, og med sin ledegigt var det også begrænset, hvad hun kunne hjælpe med af praktiske ting. Svend Aage Jensen havde forlængst fået de store ting på plads. Den nye dør i bryggerset var sat i (ja, ny og ny, det var en, han en gang havde fået i overskud ude på gården, men den fejlede jo ingenting). Det lille ekstra rum i garagen var også bygget, og nu manglede der altså en stump liste. Som var lidt for lang. - Det var ikke meget, der skulle skæres, og jeg kunne lige så godt have brugt min fukssvans... men den lå inde i huset, og rundsaven stod i garagen i forvejen, siger Svend Aage Jensen om tilfældigheden, som kom til at ændre fredagsplanerne en smule. For nu ikke at overdrive. Et ordentligt svirp Svend Aage Jensen havde en af sine strikketrøjer på denne fredag. Og trøjen i kombination med det, der formentligt var en knast i listen, gav startskuddet til et uheldigt forløb. Som ikke blev bedre af, at Svend Aage Jensen ikke havde skruet rundsaven fast. - Det skal man jo ellers ... men jeg skulle jo bare lige have skåret en lille liste, siger han. Så Svend Aage Jensen tog listen, startede saven og trak langsomt klingen ned i træet. - Pludselig satte klingen sig fast og gik i stå. Så jeg trak klingen op og fik den i gang igen, husker Svend Aage Jensen. Som igen trak klingen ned i træet, hvorefter det gik helt galt. - Klingen satte sig fast igen og da jeg trak den op, fulgte listen med. Pludselig klappede den ned igen, og så gav saven et hop op i luften, siger han Mens saven befandt sig i luften, kom den roterende klinge så tæt på Svend Aage Jensens ene ærme, at den fik fat i garnet - som blev trukket rundt i et tempo, han ikke kunne holde stand mod. - Det gav et ordentligt svirp, og jeg fik jo noget af et chok, siger Svend Aage Jensen om det halve sekund, da hans håndled fik kontakt med klingen og blev skåret næsten igennem. Svend Aage Jensen registrerede med det samme, at uheldet vist var noget værre, end at han selv kunne klare det. Men han havde et problem. - Heldigvis havde jeg taget min mobil med ud i garagen, men den lå et par meter bag mig. Og jeg sad fast i klingen. Jeg skulle først have viklet trøjen ud, før jeg kunne komme til at ringe 112, siger han. Det sved noget... Svend Aage Jensen mindes ikke, at det gjorde specielt ondt, da hånden blev næsten skåret af. - Men det sved noget, indrømmer han gerne. Det blødte heller ikke så meget, mener han ... selv om der da kom noget blod fra armstumpen. Faktisk så meget, at han senere fik otte liter saltvand postet indenbords via en slange og en kanyle i den højre hånd. Selv om Svend Aage Jensen i sagens natur var chokeret, fik han viklet trøjen fri og fik fat på mobiltelefonen. Først blev der ringet 112, hvor man lovede at rykke ud aldeles omgående. Og siden fik Anne Marie ude på gården besked om, at den vistnok var helt gal. - Så gik jeg ud for at vente på ambulancen, mens jeg holdt armen i vejret. Jeg holdt ved håndleddet - hånden hang jo ned langs armen, siger Svend Aage Jensen. Udenfor blev han enig med sig selv om, at det måske var klogt at sætte sig ned på trappen. - Hvis jeg nu skulle finde på at besvime, siger han. Ned at ligge i en fart Da Svend Aage Jensen hørte, at ambulancen havde rundet Tværvej, rejste han sig og gik ud til redderne - som hurtigt fik ham ned at ligge. På vej til ambulancen så han en genbo, som Falck havde kontaktet, da de hørte, at han var alene. - Hun var på vej over gaden, men da hun så ambulancen, vendte hun om, siger Svend Aage Jensen, som er imponeret over, at den vagthavende tænkte så langt. Vel ankommet til Sygehus Vendsyssel i Hjørring blev Svend Aage Jensen stabiliseret. Armen og hånden blev pakket ind i is, der blev lavet midlertidige forbindinger, og der blev givet morfin. - Det gjorde ikke voldsomt ondt, men det sved stadig, siger Svend Aage Jensen, som hurtigt fik besøg af både Anne Marie og sin søn. Fra Hjørring til Odense Det blev besluttet, at Svend Aage Jensen skulle videre til Odense Universitetshospital, hvor hånden skulle sys på igen. Og så befandt den uheldige, pensionerede landmand sig pludselig igen i en ambulance med to læger og to reddere i fuld fart på vej til Odense - med en politibil foran for at bane vejen. Den fredelige formiddagsstemning fra Tværvej i Tårs var forlængst forsvundet, og Svend Aage Jensen befandt sig i en situation, han aldrig havde drømt om skulle overgå ham. I Odense gik man i gang med det samme. Med Svend Aage Jensen i lokalbedøvelse. - Operationen tog omkring seks timer, og der var kun otte grader i lokalet, så det var lidt koldt, husker han. Ellers mindes han egentlig ikke de mange timer i ambulancen og selve operationen som lang tid. Tiden gik, som den jo gør, og hans fornemste opgave var at ligge helt stille. Hvilket han så gjorde. En nat uden Svend Aage Hjemme på gården sad Anne Marie og tænkte over tingene. For de skulle jo flytte ind i det nye hus den efterfølgende onsdag, og hvordan nu med de planer. Og hvordan med Svend Aages hånd. - Jeg kom ikke med til Odense, for der var en læge, som sagde, at der ikke var noget, jeg kunne gøre dér. Og der var heller ikke plads i ambulancen, siger Anne Marie Jensen. Om søndagen besøgte hun Svend Aage Jensen i Odense, hvor hun konstaterede tre ting - nemlig at han var ved nogenlunde godt mod, at hånden var sat på igen og at der ikke skulle satses på gemalen, når der skulle flyttes. Så hun allierede sig med familie og venner, hvorefter flytningen fandt sted næsten som planlagt. Den første nat i huset, nemlig onsdag 15. august, blev dog uden Svend Aage Jensen i ægtesengen. Men allerede dagen efter blev hun pludselig ringet op af Svend Aage Jensen, som fortalte, at han var udskrevet, og snart ville komme hjem i en taxa. - Det viste sig, at det hele groede rigtigt sammen, og at det så godt ud. Og så bliver man sendt hjem, siger Svend Aage Jensen, som havde forventet flere dage i Odense. Armbåndsur forsvandt Vel hjemme fremviste Svend Aage Jensen sin ¿nye¿ hånd - med skruer, ståltråd og hvad der ellers skal til for at holde sammen på tingene, indtil kroppen selv overtager ansvaret. Sener, knogler, blodårer og nervetråde var sat sammen igen, og skulle nu blot have tid til at komme til at fungere igen. Svend Aage Jensen rykkede ind på Tværvej uden at have fået sagt ordentligt farvel til gården. - Vi manglede kun to måneder og 12 dage i at have boet der i 50 år, fortæller han. Ikke at det vist er noget, han spekulerer over. Han er glad for det nye hus og de mange planer, han har for det kommende forår og sommer, når hånden forhåbentligt fungerer nogenlunde ordentligt igen. Der skal nemlig bygges en carport, og haven skal have en ordentlig omgang - alt sammen noget, som Svend Aage Jensen gerne selv vil lave. Og forventer at kunne. I dag kan han nemlig vrikke lidt med fingrene og hånden, som dog stadig er bundet godt op. Selve såret er forlængst helet, men det hele skal have god tid til at vokse ordentligt sammen, før hånden atter kommer i fri dressur. Og i mellemtiden kan han så og kigge lidt på rundsaven og klingen, som familien har vasket blodet af. Og spekulere over noget mærkeligt. - Der er en ting, der undrer mig. Mit armbåndsur forsvandt den dag, og jeg har ikke set det siden, siger Svend Aage Jensen, som har en mulig forklaring, som dog må vente lidt på at blive efterprøvet. - Det blev måske flået af armen og fløj ned i en stak dæk, jeg har stående i garagen. Så det kan jo være, det dukker op igen, siger Svend Aage Jensen, som i sagens natur ikke lige flytter en stak bildæk ... i hvert fald ikke den første tid. Så ind til videre går han og Anne Marie Jensen og stiller tingene på plads i deres nye hjem - stille og roligt, og i det tempo, der nu passer sig, når den enes hånd netop har været skåret næsten af og den andens er krogede af gigt. Hjørring Kommune har foreløbig bevilliget hjemmehjælp i en tre måneders periode, og det er parret meget tilfreds med. - I det hele taget er vi blevet behandlet utroligt godt i hele forløbet, siger de samstemmende om det, der kunne være gået grueligt galt. Men som altså endte lykkeligt.