Litteratur

En dansk dame i Damaskus

"Damaskus-affæren"

Hanna Blok er tv-journalist. Smuk, blond, dansk, erfaren og forelsket. I det meste af sit nu ret voksne liv har hun været kærester med Sami. Skøn, klog, muslimsk diplomat ¿ der bliver taget om gidsel selvsamme dag, bomberne sprænger i Londons undergrund. Hanne Blok ser sin elskede på CNN, mens hun er på arbejde. Hun samler sig selv sammen, bestiller fly til Paris, tager ind på sit sædvanlige hotel. Handler. Tager orlov. Bruger alle sine kontakter. Kommer i fare. Bliver Hanna Blok reddet? Bliver han? Vi kender svarene, og det er spændingsromanens charme og eksistensberettigelse. Den giver os lov at gennemleve det helt store følelsesregister med angst, uvished, glæde, sorg, og alt andet vel vidende, at vi reddes i land til sidst. Hvilken luksus! Lally Hoffmann kan sit håndværk. Som vi kender hende fra utallige udenrigsreportager på begge landsdækkende tv-kanaler er hun her i sin romandebut "Damaskus-affæren" sikker i sin formidling og hjemme i sit stof. Ingen kan være i tvivl om ægtheden af beskrivelser og det sandsynlige i det sindrige og hyperaktuelle plot, hun har skrevet sammen omkring det elskende par, der må gå så grueligt meget igennem. Vi føres sammen med intellektuelle i Paris, diplomater i Damaskus og danske efterretningsfolk på afveje. Troværdigt er det hele vejen igennem. Leif Davidsen er hendes mandlige pendant. Hun er som ham på internationalt niveau. Også sprogligt er romanen stabil, scenefremkaldende og meget, meget sikker. Det mærkes, at hun kender den melodi, der skal til og orker at arbejde med teksten igen og igen, så den svinger i den rette rytme. Det giver læseren en oplevelse af at blive forkælet og ført af sted. Svagheden er kærligheden mellem de to. Eller rettere Hanna Bloks kærlighed. At forveksle hende med Lally Hoffmann selv er uundgåeligt. Det er derfor lidt trist, at hun bare kaldes smuk og ikke får et eget ansigt. Hendes tanker om, hvorfor hun ikke vil binde sig til Sami er også meget akademiske og meget lidt hjertebundne, hvorimod det er hendes hjerte, der tvinger hende af sted. Det harmonerer ikke helt. Heller ikke Sami står frem som et menneske, vi læsere kan blive forelskede i. Men det er småting, og det kan læres, for Lally Hoffmann afslører med bogen, at hun er en af dem, der kan give os en længe ventet næste generation af kvindelige spændingsserier. Det er ikke en revolution af genren, men en naturlig udvikling af den. Her er mere modenhed, mere intelligens og mere rolig erfaringsbundet damestyrke og -handling end i alle de yngre forfatteres stressbårne bestsellere, vi har set de senere år. Hvornår kommer den næste, Lally? Lally Hoffmann: "Damaskus-affæren" 256 sider, 249 kr. Lindhardt og Ringhof