En dejlig lammebov

Det er min brors fødselsdag i dag, og jeg ved, at han godt kan lide lam. Så til ære for ham og til glæde for mig selv og forhåbentlig mange læsere, kommer der en lammeret. Jeg har valgt boven, dels fordi den smager rigtig godt, og dels fordi den ikke er særlig dyr.

Som I kan se, er der to måder at stege den på. Brug den måde, I bedst kan lide, men jeg tager nu den langsomme ved den lave temperatur. Jeg bilder mig ind, at den tilberedning smager bedst, og så dufter der dejligt længe af lam og krydderurter i køkkenet. Retten er god til mange eller bare til to mennesker. Det er dybest set kun et spørgsmål om at kunne gange portionerne op til det antal, der er til spisningen. For nylig havde jeg lavet en lammebov, som min mand og jeg nød en søndag aften. For øvrigt serveret med brød og ikke andet. Jeg skulle til Århus senere samme aften, og der var en del kød tilbage, så der var nem mad til mandag, tirsdag og onsdag aften for én, der ikke går mig i bedene i køkkenet. Mandag gik og tirsdag med, og der var stadig kød til onsdag, men der var grænsen nået. Ikke om han så fik penge for det, ville han i gang igen med dyret. Så det blev til plankebøf med pommes frites og salat fra "Grillen". Og han nød det. Grillmanden i vores by er nemlig god til at lave mad. Om torsdagen skulle vi videre til København til vores søn og svigerdatter, og hvad tror I, de serverede? Ja, det er rigtigt: lam. Så måske var det godt, at han selv havde indlagt en "lammepause". Det var på den samme tur, at vores søn tog os forældre med til Malmø. Vi tog toget over og gik længe rundt i det smukke gamle Malmø. Vi endte med at spise i et steakhus. Og der havde de virkelig gode bøffer og fint tilbehør. Fadøllene var efter mændenes udsagn gode, ligesom min rødvin var tilpas tempereret og meget passende valgt i forhold til maden. En anden historie, der ligger lige for, er én, der fandt sted for mange år siden. Hele familien var på besøg hos min bror. Desserten var en osteanretning, hvortil der også hørte en frisk ananas. Sådan en svend havde ingen af os smagt før, så det var meget spændende. Brormand var den, der mente sig bedst i stand til at skære for af frugten, og det gik sådan for sig: Skive efter skive løsnedes, og så fik vi det på tallerkenerne, og så vær så god at spise det hele, altså også skrællen og den inderste ribbe. Det inderste kunne nu godt lade sig gøre, men det yderste, fy for en skræl, sej og hård. Til sidst var der én, der kom til at grine, samtidig med at han sagde: "Jeg smider nu skrællen væk!" Så var det sagt. Senere er der kommet mange andre eksotiske frugter på markedet, og hånden på hjertet: Er der ikke en eller to af dem, hvor I kan komme i tvivl om spisemåden? Men lav desserten efter mit forslag og husk at frasortere skræl og midterribbe.