Aså

En dejlig stranddag i Asaa

Asaa strand er i disse dage godt fyldt op med mennesker, som nyder det varme sommervejr.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

to gange om dagen året rundt tager Hilmar og Aksel Viggo Gade til stranden i AsaaFoto: Bent Jakobsen

Sommerferietid, weekend og et fremragende sommervejr. Denne cocktail benyttede mange sig af i weekenden, hvor både sandet og vandet ved Asaa var godt fyldt op strandgæster. På molen stod otteårige Daniel og Steffan på 10 år og forsøgte at få krabber og rejer i deres grønne fiskenet. Ingen af drengene var dog meget for at røre ved deres fangst. Først da fotografen viste dem et par tricks til, hvordan man kunne tage en krabbe op uden at blive nevet, vovede Daniel at tage en sprællevende krabbe mellem fingrene - dog vist mest til ære for kameraet. Ved badehusene, ikke langt fra stranden, nød Lene og Jens Fønss Pedersen fra Dronninglund den bagende sammen med sønnen Jacob på 10 år. Selv om badehuset har været i familiens eje i 30 år, er omgivelserne alligevel nye. - Det er vist det nyeste af alle badehusene i området, sagde Jens Fønss Pedersen. Det gamle badehus, som vist nok var en gammel iskiosk fra campingpladsen, var slidt og råddent efter sidste sommer, så til denne sæson har familien byttet det ud med et helt nyt badehus. - Det er blevet bygget i en lade i løbet af efteråret, fortalte Jens Fønss Pedersen. Det har dog ikke været helt uden problemer at skifte gammelt ud med nyt. - Der er en regel om, at den ene væg højst må være tre meter lang. Vores var 3,12 meter, så vi måtte skære lidt af, sagde Lene Fønss Pedersen. Der er ifølge Jacob kun én mangel ved det nye hus: - Der måtte godt være internet her.