En del af løsningen

SKATTEREFORM:”Du er fuld af løgn” Sådan lød en melodi grandprix-sang i min ungdom. Nu passer den på Socialdemokratiets finansordfører, Morten Bødskovs, vanvittige beskyldninger mod statsministeren (16.1.). Morten Bødskov beskylder statsministeren for at lyve omkring skattereformen. Med påstanden om, at skattereformen smadrer det danske velfærdssamfund, forsøger finansordføreren at tegne et fejlagtigt billede af skattereformen Forårspakke 2.0. Jeg er normalt et meget tilgivende menneske. Men når Socialdemokratiets finansordfører direkte beskylder landets statsminister for at lyve om skattereformen, så er det simpelthen for groft. Der kan kun være to forklaringer. Enten fatter Morten Bødskov intet af økonomisk politik. Så skal han være undskyldt, men så har Socialdemokratiet virkelig et problem. Eller så taler Morten Bødskov mod bedre vidende. Og mon ikke, det er det sidste, der er tilfældet. For enhver med indsigt i skattereformen – og det troede jeg dog at S’s finansordfører havde – ville vide, at skattereformen Forårspakke 2.0 styrker den såkaldte finanspolitiske holdbarhed med 5,5 mia. kr. Altså sikrer skattereformen flere penge til offentlig finansieret velfærd i fremtiden. Ikke færre. Men flere. Det skyldes, at den positive effekt på arbejdsudbuddet, der giver flere arbejdstimer, falder direkte i statskassen. Derfor må Morten Bødskov komme med en uforbeholden undskyldning til landets statsminister. Skattereformen er en del af løsningen på de kommende års udfordringer for dansk økonomi. At påstå andet er at tale med bedre vidende – eller ved Socialdemokratiets finansordfører ikke noget som helst om økonomi?