Redningsvæsen

En diagnose for livet

Hans Søgaard har længe haft stærke smerter i højre ben. Men hvad der kommer af sig selv, det forsvinder af sig selv, tænker han. Og arbejder videre

Hans Søgaard har type 2 diabetes. En sygdom, som mellem 200.000 og 300.000 danskere har – halvdelen uden at vide det. I tre kapitler fortæller vi historien om, hvordan diabetes fik konsekvenser for Hans Søgaards liv. Dette er det første. Foden gør hamrende ondt. Det jager helt op i højre læg. Over morgenkaffen beklager Hans Søgaard sig til sin kone Anne, men hun hører ikke rigtig efter. Hun har flere gange bedt ham gå til lægen, og når han ikke vil det, så er det hans egen sag. De gør morgenmaden færdig og tager på arbejde. Anne går de få hundrede meter fra hjemmet til fiskefabrikken Fishermens, mens Hans går ud på gårdspladsen til lastbilen. Den spinkle mand på 170 centimeter stiger op i sin mørkeblå MAN og kører ned på Hanstholm Havn. Klokken er syv. Det er mandag 31. maj 1999. Himlen varsler en smuk, klar dag med sol over industrihavnen. Hans kører ned ad Kaj Lindbergs Gade, hovedgaden på havnen. Han skal ned på Hanstholm Røgeri. Den 54-årige chauffør nærmer sig røgeriets indkørsel og lægger an til at bremse ned. Stille og roligt. Lastbilens bevægelser skal være bløde, ellers begynder fiskekasserne at skøjte rundt på ladet. Det er før sket, at Hans har tabt et par stykker. Men højre fod kan ikke træde bremsen ned. Smerterne i benet er for stærke. I refleks kobler Hans ud og bruger venstre fod. Opbremsningen er ujævn, men han får drejet lastbilen ind på pladsen foran røgeriet og standser. Fiskekasserne står stablet, som de skal, men smerten skærer i benet. Hans kalder på røgeriets ejer, der går rundt på pladsen. Han beder ham om selv at læsse fiskekasserne af ladet. I førerhuset sunder han sig. Hans har sukkersyge. Han tænker ikke på, at han er i fare for at miste et ben på grund af sin sygdom. Han finder sin mobiltelefon og ringer til sin lillebror. Tage er nødt til at overtage bilen, indtil Hans finder ud af noget andet. For nu skal han til lægen. Da fiskekasserne er læsset af, starter Hans lastbilen og kører hjem til villaen på Industrivangen. Han kører forsigtigt, kobler ud og bremser med venstre ben. Han er hjemme ved otte-tiden. Sukker på dækket Fire år tidligere, i 1995, får Hans mistanke om, at han har diabetes. Han er i Bremerhafen i det nordvestlige Tyskland med fisk, og efter køreturen fra Hanstholm skal Hans lade vandet. Han stiller sig hen til lastbilens ene forhjul. Dækket er stadig varmt efter de godt 600 kilometer, og urinen fordamper hurtigt. Hans ser en hvid, krystalliseret masse, der sidder tilbage på dækket. Det ligner sukker. Personer, der har type 2 diabetes uden at vide det, har tit store mængder sukker i urinen. Sygdommen gør, at sukkerstofferne fra det vi spiser og drikker, ikke kan komme ind i kroppens celler. Cellerne får en hinde omkring sig, og insulinen, der er den nøgle, som lukker sukkeret ind, kan ikke bryde hinden. Når diabetes låser døren til cellerne, bliver sukkeret ude i blodet. På et tidspunkt er der så meget sukker i blodet, at nyrerne udskiller det i urinen. Ved forhjulet i Bremerhafen undersøger Hans dækket for at finde ud af, om lastbilen er kørt igennem noget, som kan være skyld i de hvide striber. Han finder ikke noget usædvanligt. Det får Hans til at spekulere. Det sidste halve år har der været et eller andet galt. På en arbejdsdag drikker han en kande kaffe og syv-otte sodavand. I to slurke drikker han de små 25 centiliters sodavand fra Brugsen. Cola, appelsin, rød vand og sport. Hjemme køber Anne altid en blandet kasse. Hans har det også, som om han er blevet gammel for tidligt. En sen aften ringer han hjem til Anne fra lastbilen. Han holder i Vildsund, men er for træt til at køre. Han fortæller Anne, at han vil sove en time, inden han kører de sidste 30 kilometer hjem. Hans og familien tror, at han er træt, fordi han arbejder så meget. I virkeligheden har Hans de mest normale symptomer på type 2 diabetes. Han føler sig træt, fordi cellerne i kroppen ikke får det sukker, de skal bruge til at fremstille energi. Tørsten kommer, fordi sukkeret i urinen let binder vand og trækker det med ud. Men symptomerne er svage, og derfor opdages sygdommen som regel sent. Op mod halvdelen af de ny-konstaterede diabetikere har allerede fået følgesygdomme som åreforkalkning og synsforstyrrelser. Et par dage efter episoden i Bremerhafen fortæller Hans sin kone om den klæbrige masse på dækket. De diskuterer, om det kan være sukkersyge, og Hans beslutter at gå til lægen. Kort efter får han konstateret type 2 diabetes. Hverken Hans eller Anne tager diagnosen tungt. De er bare glade for, at det ikke er noget værre. Det første år kan Hans nøjes med at spise tabletter, der regulerer blodsukkeret. Forskerne kender ikke årsagen til sukkersyge, men overvægt, fed mad og for lidt motion øger risikoen. Og så kan sygdommen være arvelig. Hans og Anne forsøger at lægge kosten om. Det er ikke, fordi de i forvejen spiser fed mad, men opbagt sovs ryger ud af menuen. Efter et år med tabletter må Hans på insulin. To gange om dagen sprøjter han sig i låret. Anne synes, det er ulækkert, når han sidder og stikker sig ved køkkenbordet. Men hun kan mærke, at Hans får mere energi og er mindre tørstig. Hans lever fint med sin diabetes. Indtil i 1999, hvor han får ondt i højre ben. Smerterne er værst om natten, og benet holder ofte Hans vågen. Når han ikke kan sove, går han ind i dagligstuen, sætter sig på fodskamlen og lægger benet op på radiatoren. Varmen plejer at hjælpe. Hans tror, det er de mange kilometer bag rattet, der er forklaringen. Et mærkeligt opkald Anne hører sit navn blive kaldt over fiskefabrikkens højttaleranlæg. Der er telefon. Der er ellers aldrig nogen, der ringer til hende, når hun er på arbejde. Anne går fra bordet, hvor hun var ved at pakke hummere i kasser, og ud til kontoret. Hans' lillebror Tage er i røret. Hun skal komme hjem. Hans har det dårligt. I garderoben skifter Anne fra det hvide arbejdstøj til sit eget. Hun småløber hjem fra Fishermens. I huset sidder Hans på badeværelset med benet i badekarret. Anne laver en balje varmt sæbevand. Det har før hjulpet. Ind ad døren kommer vennen Poul Erik Jørgensen. Han har sagt ja til at køre resten af dagen færdig for Hans. Poul Erik får nogle få instrukser, inden Anne og Hans kører mod lægerne i Nors i deres nye blågrå Opel Vectra. Anne sidder bag rattet. Det plejer hun ikke, når Hans også er med. Kun når de har været til fest. Der er stille i bilen, mens de kører de tolv kilometer til Nors. Ved lægehuset humper Hans de sidste meter. Lægen er sikker med det samme: Hans har fået en blodprop i benet. Foden har fået en mørkere farve, som et blåt mærke, og lægen giver ham noget smertestillende. Hans synes, det er et mærkeligt sted at få en blodprop. Men det er nok ikke så galt, når det er i benet. Lægen ringer efter en ambulance. Den skal køre Hans til Viborg Sygehus, og det gør Anne nervøs. Folk plejer at blive kørt til det lokale sygehus i Thisted. Man bliver kun kørt til Viborg, når det er noget alvorligt. Hans insisterer på, at ambulancen er nødt til at hente dem hjemme på Industrivangen. Han vil have sin toilettaske med. Mod Viborg Hans læner sig op ad bilen, da ambulancen svinger ind på gårdspladsen foran Industrivangen. Inden han lægger sig på båren, når han at ryge en blå Scotsman uden filter. Normalt ryger han 20 om dagen. På vejen mod Viborg kører Anne bag ambulancen. Hun skal have bilen med, så hun kan komme hjem på arbejde næste dag. Lige inden de når Skive, holder ambulancen ind på en rasteplads. Anne holder ind bag den. En redder står ud og kommer hen til Anne. Hans har fået stærke smerter i benet. Nu kommer det til at gå stærkt, og hun skal ikke forsøge at følge med længere. De blå blink bliver sat til, og med sirenen tændt forsvinder ambulancen ud af syne. Beskeden Anne ser først Hans på sygehuset. Han ligger i en seng, og lægerne har netop bekræftet diagnosen: Hans har en blodprop i benet. Risikoen for at få en blodprop er to-fire gange større for diabetikere end resten af befolkningen. Ryger man samtidig, er risikoen 30-40 gange større. Hans får noget smertestillende, og tidsfornemmelsen flimrer væk. Lægerne på Viborg Sygehus mener, at de kan opløse blodproppen med blodfortyndende væske. Fra et snit i lysken fører de en slange ned i årerne i højre ben. Hans er lokalbedøvet. Da lægerne er færdige, ligger han i sengen og blunder. Han vågner med en fornemmelse af at ligge i noget vådt. Der siver blod ud fra snittet i lysken. Det lykkes ikke lægerne at opløse blodproppen. I dagene efter undersøger lægerne Hans og diskuterer mulighederne. Hans tror stadig, at de snart vil finde på et eller andet, så han kan komme hjem til sit arbejde. Anne tror det samme. Hver aften efter arbejde kører hun de godt 100 kilometer til Viborg for at besøge Hans. De snakker og ryger cigaretter. Hun kører hjem sidst på aftenen. En aften, inden Anne er kommet, går en læge ind til Hans på stuen. Han ser på benet, ser ned i sine papirer og kigger derefter på Hans. De kan ikke gøre noget ved blodproppen. De er nødt til at amputere benet, fortæller lægen. Hans forstår ikke, hvad lægen siger. Først da han er gået, går det op for ham. Siden han var 17 år, har han kørt lastbil. Nu ligger Hans i en hospitalsseng og er sikker på, at han aldrig kommer til det igen.