En diagnose - og intet andet

Søndag 29.6. var der en større artikel i NORDJYSKE om psykisk sygdom fortalt i øjenhøjde, men den dansede let og elegant uden om, at behandlingen i det psykiatriske hospitals system er så dårlig som tilfældet er.

Jeg er selv tidligere indlagt og bor i dag på ottende år på den lukningstruede døgninstitution Visborggaard ved Hadsund, og for mig at se er de fysiske forhold her på stedet måske ikke tidssvarende, men det er det personalemæssige derimod, hvilket man ikke ligefrem kan kalde psykiatrisk. Den korte version af, hvad det vil sige at være indlagt er, at du er en diagnose og ikke ret meget mere. Jeg er tilfældigvis tidligere universitetsstuderende i sprogfag og kan høre, hvordan folk taler til mig. Jeg er af en støbning, der ikke bryder mig om at blive talt op til, fordi jeg ikke kan lide autoriteter og nødigt selv vil opfattes som en sådan, og jeg kan ikke lide at blive talt ned til, fordi det ene menneske er ikke mere værd end det andet. På den afdeling, der tilfældigvis hedder Kvisten, og som jeg er tilknyttet, bliver jeg talt hen til og betragtet som et menneske på godt og ondt. Man har her et holistisk livssyn, hvor man vælger at sige, at alle er noget værd og har godt og skidt i sig. Man vælger at støtte så godt man kan på det dårlige, men er også gode til at hjælpe med det dårlige, uden at man nødvendigvis bliver en ringere person af, at man har et psykisk problem eller to. Man vælger også noget at have noget så elmentært som tid til at være sammen med og lytte til folk og vel at mærke på patientens præmisser. Det kunne psykiatrisk lære meget af. I Holbergs gamle komedie drikker Jeppe. Folk har en tendens til at se drikkeriet og spørge, hvad drikker Jeppe; hvordan drikker Jeppe og så videre. Det spørger man selvfølgelig også om på psykiatrisk, men som så mange andre spørger hospitalssystemet ikke hvorfor. Da jeg blev indlagt i sin tid hvilket vil sige i 1998, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv, så jeg gik på værtshus. Jeg var netop kommet på førtidspension og var et sted, hvor der stod mad på bordet, og hvor der var en seng at sove i. Jeg har lært hjemmefra, at en væsentlig faktor i dit liv er netop at vågne om morgenen og vide, hvordan du fik noget at spise i løbet af dagen og hvor du skulle sove om natten. Det vidste jeg nu, og jeg havde penge nok, og så er det vel næsten overflødigt at nævne, at sorger og bekymringer skulle dæmpes på en eller anden måde, og medicin ikke hjælper på alt, så jeg endte på det lokale værtshus. Da jeg var kommet fuld hjem nogle gange, endte jeg på antabus af den simple årsag, at alkohol og psykiatrisk behandling er en dårlig cocktail. Der blev ikke spurgt, hvorfor jeg drak, men i guder hvor ville jeg ønske i dag, at nogle af de ansatte på stedet havde spurgt netop sådan. Det er typisk sådan i hospitalssystemet, at man symptombehandler. Jeg kunne hverken finde frem eller tilbage, da jeg var indlagt, og der var ikke nogle ansatte på stedet, der var i stand til at lede mig på vej. Nu skal det siges, at jeg tilfældigvis havde en meget dygtig terapeut ude i byen, der kom på hospitalet og snakkede med mig. Ham havde jeg haft længe, og han havde været med inde over med en rapport, da jeg blev tilkendt pension, og ham fik jeg nogle lange gode samtaler med. Det er iøjnefaldende for mig i dag, at jeg havde en ventil, ingen af de andre på afdelingen havde, og når der dukkede noget op, borede vi sammen i det og analyserede hvordan, hvorledes og ikke mindst hvorfor. De medpatienter, jeg havde måtte ty til hinanden i hovedtræk for at få lignende samtaler, og vi sad ofte og diskuterede ting, der egentligt sorterede under personalet. Samtidigt havde jeg venner uden for hospitalet, jeg kunne snakke med, så lidt behandling fik jeg da, men ikke derfra hvor jeg havde ventet det. Når man taler om psykiatri, taler man også om medicin. Jeg skal starte med at sige, at for mig er medicin et nødvendigt onde, jeg bander langt væk hver gang jeg tager det, men som rent faktisk virker. Den rigtige medicin har jeg bare først fået efter, jeg har forladt hospitalet og er kommet på den døgninstitution, jeg er på. På psyk finder man noget, og det virker lidt som om, at man bare er ude på at pacificere folk og ikke gøre det, medicin skal. Medicin skal så vidt muligt være symptomdæmpende og virke således, at man er i stand til at kravle ned under symptomerne og finde ud af, hvor de kommer fra. Bortset fra at man ikke kunne finde den rigtige medicin, gik man heller ikke ned under og undersøgte, hvorfor Jeppe drikker. Man linede bare folk op på række tre gange i døgnet og gav dem deres medicin og kontrollerede, at de nuvitterligt også tog den, og det var faktisk hans væsentligste behandlingsmetode. Til trods for, at de sagde det hjalp, lå jeg ofte i sengen med angst af særdeles voldsom karakter, og det fik jeg så det, man kalder pn-medicin for. Pn-medicin er noget, man giver ekstra for at dæmpe problemer, men i bedste fald var jeg i stand til at blive så sløv, at jeg faldt i søvn, og der blev ikke fulgt op på, hvorfor det nu skulle være nødvendigt og hvordan mønstret kunne ændres. Ligeledes havde jeg et mønster med alt, hvad der havde med hygiejne at gøre, hvor jeg skiftevis- var totalt ligeglad eller fuldstændig hysterisk. I dag efter otte år her på stedet har jeg og de ansatte skridt for skridt skudt monstrene ned og årsag/virkningsanalyseret, hvad det er, det hele drejer sig om. Det betyder ikke, at vi har fået fuldstændig løst problernerne endnu, men da det drejer sig om dybere liggende problemstillinger, er det naturligvis ikke verdens nemmeste job. På psykiatrisk fik man drejet tingene så vidt, at jeg så pæn og ren ud, men hvorfor jeg skulle have hjælp til det og hvad man kunne gøre ved problemstillingen talte man ikke om. Det dybereliggende forholdt man sig faktisk slet ikke til. Da man afleverede mig her, var det sigende nok med en rapport om, hvor stort problemet var, men ingen bud på, hvordan det kunne løses. At det var ro, målrettet træning, lange samtaler, samtaler oftere end den sjældne med psykiateren, tillid til at jeg måske kunne selv på et senere tidspunkt bare man støttede tilstrækkeligt her og nu og så tog tingene en for en samt at lede efter de ressourcer, jeg havde dybt nede og som jeg også havde tilkendegivet, at jeg havde haft engang, der skulle til, fattede psykiatrisk hospital ikke. Gik det over gevind, blev jeg pacificeret eller måske sendt på lukket til afkøling. Det medførte så, at lukket afdeling blev en zone, jeg søgte tit, og det er der ingen fremskridt i. Sådan kørte jeg rundt i to lange år, indtil jeg blev ekspederet ud på visborggaard, hvor jeg bor nu. Jeg er i dag nået så langt, at jeg er lærer i psykiatri. Helt præcist er jeg brugerlærer og tager ud og underviser diverse studerende i, hvad psykiatri er for en størrelse, og hvordan vi sindslidende egentligt er reelt set. Jeg understreger de gange, at den voldsspiral, vi ofte hører om, er enkeltstående tilfælde, akkurat ligesom man ikke nødvendigvis kommer i slagsmål bare fordi man går ind på et værtshus. Jeg har lidt fornemmelsen engang imellem, at de ansatte på psykiatrisk hospital godt kunne bruge et par timer med en fra vores korps. Samtidigt sidder jeg på en velfungerende institution, man har kunnet læse i pressen er groft utidssvarende. Jeg personligt elsker stedet her, fordi det har al den liv og sjæl, psykiatrisk hospital i den grad savner, og vi har en god ledelse og et godt, forstående, tålmodigt og frem for alt menneskeligt personale. Jeg står i stor gæld til dem, fordi de har vist mig så høj grad af tillid fra dag et og har passet så godt på mig, og nu bor jeg i noget, der nærmest kan betragtes som en udslusning. Jeg er her på otte år og skal et stykke vej endnu, inden vingerne kan bære til at flyve et andet sted hen. Mit liv er ikke betingelsesløst en dans på roser, og i øvrigt har roser torne, men jeg har opbygget nogle rammer, hvor jeg føler, at der er nogle, der kan gribe mig, når jeg af og til falder, og det sker stadig og vil nok ske resten af mit liv. Jeg bor godt, men rygterne svirrer om utidssvarende boligforhold og om flytning, og nogle bor vitterligt steder, hvor man ikke burde bo. At huset er fredet betyder, at man ikke kan afhjælpe dette og må bygge nyt, og vi sidder lidt i en osteklokke og ved ikke, hvad fremtiden bringer, og det gør os usikre. Vi er nogle, der elsker stedet her, men vi skal jo videre, og for nogle er boligforholdene unægteligt ikke, hvad de burde være. Det er med en vis usikkerhed, vi bevæger os fremad, og kan det lade sig gøre, at nogle af os kan blive her, bliver vi gerne, for psykisk syge er følsomme overfor forandringer, men selvfølgelig vil vi også gerne bo godt. Jeg personligt ønsker, at man kan gribe tilbage til en lidt gammeldags byggestil og skabe en sjæl og ikke blot nok en institution. Jeg føler lidt, at jeg har bevæget mig over på solsiden de senere år, men det betyder bare ikke, at man glemmer dem, der står i den anden ende af den tunnel, jeg har været i gennem. Dette indlæg er skrevet i dyb respekt for de folk, der sidder på det umenneskelige sted, psykiatrisk kan være med håb om, at deres ophold må blive bedre end mit, men jeg sidder også med fornemmelsen af, at vejen havde været kortere, hvis psykiatrisk havde været der mere for deres patienter.