En dør på klem for sygehuset

Skagen 20. september 2002 08:00

SKAGEN: Formanden for amtets sundhedsudvalg, Karl Bornhøft (SF) åbnede i aftes foran 800 skagboer i Skagen Kultur- og Fritidscenter en dør lidt på klem for det lokale sygehus. Udvalget indstiller til amtsrådet, at Skagen Sygehus fra næste år nedlægges for at spare penge. Sygehusets personale og Skagen Byråd har for at imødekomme spareplanerne fremsat et forslag om et omend beskåret, så dog fungerende sygehus med 18-20 sengepladser mod de nuværende 30. - Det forslag indgår seriøst i den nuværende snak om næste års budget, og jeg fornemmer, der er rimelig stor politisk vilje til at drøfte det meget grundigt og få belyst alle sider af sagen, sagde Karl Bornhøft. Mere konkrete løfter kunne han dog ikke give skagboerne, som hidtil har vist meget stor opbakning i kampen for at bevare Skagen Sygehus. På mødet i aftes gentog flere læger, at en lukning af sygehuset vil koste både liv og førlighed. Aftenens største bifald høstede sygehuslæge Poul Christensen for sit indlæg, hvor han sagligt og seriøst fortalte om konsekvenserne ved at lukke sygehuset. Han påviste på flere områder, at amtets politikere er meget dårligt informeret og meget dårligt rådgivet om Skagen Sygehus. Der mangler efter Poul Christensens mening beregninger på øgede udgifter blandt andet til transport og mange flere indlæggelser på andre sygehuse, hvis det i Skagen lukkes. - Der er brug for politikere, der også kan se på mennesker og ikke kun på økonomi, sagde Poul Christensen. Det fik alle 790 tilhørere til at rejste sig med et flere minutter langt bifald, som fik de små hår på armene til også at rejse sig. Jo, skagboerne mener noget med deres kamp for at bevare sygehuset.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...