Børnepasning

En dråbe sparet - en dråbe tjent

Familier, børn og institutioner skal få bedre styr på deres brug af vand, el og varme

ARDEN:En krone sparet er en krone tjent. Og en dråbe vand sparet er også en dråbe tjent. Vand, energi og varme koster penge. Men der er klingende kroner at hente, og det skulle endda ikke kræve det helt store. Sådan lyder det enkle budskab, når Arden Kommune fra på lørdag 27. september til tirsdag 30. september afholder affalds-, vand- og energisparekampagnen "Check på forbruget". Det handler kort og godt om at få styr på, hvad man bruger af vand, el og varme. Dels for familier, men især for kommunens skoler, plejehjem, børnehaver og andre institutioner. - Meget peger på fra andre steder, at der er rigtig mange penge at spare. Og det er tit bare et spørgsmål om at få noget fokus på det, forklarer miljøvejleder Inger Taylor, der er tovholder for kampagnen. - I stedet for at betale store regninger, så gælder det om at få sat sig ned og overvejet, hvor man kan spare. Nogle steder har man sparet op til 50 procent bare ved at få kigget på, hvor man kunne spare, fastslår hun. Og spare kan man mange steder, påpeger Inger Taylor. Hun har flere gange oplevet, at forældre for eksempel forærer et gammelt køleskab til den børnehave, som deres søn eller datter går i. - Men det er dyrt, fordi det ikke er tæt omkring lågen, eller fordi det ikke er energirigtigt. Og så har børnehaven tre gamle køleskabe, hvor det ville være bedre at investere i ét nyt stort køleskab. Det er dyrere i første omgang, men billigere i driften, forklarer hun. Der er også vand at spare ved for eksempel gamle toiletter. I stedet for at udskifte det gamle toilet og købe et nyt, kan man for nogle hundrede kroner installere en "to-skylds-funktion", som reducerer vandforbruget. Kampagnen skal hjælpe og inspirere de ansatte på institutionerne til at komme i gang med at spare. - De har typisk så travlt med det faglige, som de er ansat til, at der ikke er tid til at kigge på det og få det gjort. Lørdag bliver kampagnens helt store dag. I Kulturhuset er der aktiviteter, borgmester H.C. Maarup holder tale, og der er flere stande med gode råd. Søndag er der "Store aflæse-dag", hvor Arden-borgerne opfordres til at starte med at aflæse deres vand og energimålere én gang om måneden. Mandag og tirsdag er det skoleklasser og pedeller fra kommunens institutioner, der skal en tur igennem vand- og energimøllen.