Film

En dreng med fantasi

BRØNDERSLEV:Børn og deres forældre har fra på mandag muligheden for at se filmen "En som Hodder" på den lokale storskærm i Biografen i Brønderslev. Hodder er en 9-årig dreng, der ikke har nogen venner. Hans mor er død og hans far arbejder om natten som plakatophænger. Hodder er lige startet i 3. klasse, og i klassen synes de, han er lidt underlig. Men Hodder har en livlig fantasi, som han overlever hverdagen på. En nat får han besøg af en fe, der beder ham om at frelse verden. Hodder kan ikke umiddelbart overskue det og vælger en lillebitte ø ud for Afrikas kyst Guambilua som startsted. Det er ikke nemt at samle en ekspedition, når man er venneløs, men Hodder spørger den stærkeste dreng, Filip, og Alex, der er den smarteste, om de vil med. De siger ja, fordi det giver dem muligheden for at tage fusen på Hodder. Det bliver for meget for filmens hovedperson, der flygter ind i sin egen fantasiverden. Men som forbindelsen til virkeligheden er ved at forsvinde, finder Filip ud af, at han har mere til fælles med Hodder, end han gik og troede.