En drøm der gik i opfyldelse

De nye øvelokaler i bryggerens have er en perfekt ramme om den rytmiske musik

HOBRO:Musikforeningen Crescendo i Hobro har kæmpet en brav og årelang kamp for øvelokaler, men resultatet - et flunkende nyt musikhus i brygger Bies gamle ishus - har absolut været værd at vente otte år på. Det slog Anders Hansen fra Crescendo fast, da han gik på scenen for at sige tak til alle Crescendos hjælpere ved ishusets officielle åbning lørdag. Receptionen blev holdt i ishusets største rum, der er indrettet som kombineret café og koncertlokale. - Resultatet kan vi kun være stolte af. Vi har fået et af Danmarks bedste øvelokaler, der overstiger alle vores forventninger. Det vil kunne tiltrække folk udefra og styrke det eksisterende musikliv i Hobro. - Caféen kan bruges til koncerter og mange andre ting. Her kan kulturen blomstre og vokse sig stor, sagde Anders Hansen, der over for NORDJYSKE kaldte ishuset ”en drøm der er gået i opfyldelse”. Ishuset har ikke været nogen helt almindelig byggesag, fortalte planlægningschef i Hobro Kommune Jørgen Basballe i sin tale. Byggeriet er nemlig foregået med et væsentligt element af frivillig arbejdskraft. - Der har været professionelle håndværkere, Poul og Tage fra Bies Gård har været i sving, og så har Crescendo spartlet, sat glasvæv op og malet. På den måde har vi fået budgettet til at hænge sammen, sagde Basballe. Ishuset er bare hammerlækkert lød det begejstret fra en af de grupper, der allerede har booket sig ind i ishuset. Det er pop/rockbandet AEM, der optrådte med et par numre ved receptionen. De unge musikere har rødder i Hobro og Hadsund. - Det bedste er, at vi nu har fået en sted, som er Crescendos, og som ligger midt i byen. Her kan vi også møde andre musikere og måske danne nye konstellationer, sagde Jesper Krabbe, Nicolai Barrett og Mette Thorndahl fra AEM, der tæller i alt seks unge musikere. Formand for Crescendo Stefan Lynge Sørensen, Hobro, er glad for hvordan ishuset tager sig ud. - Der mangler nogle ting som lydisolering - nogle af væggene er ikke tykke nok, så man kan høre, hvad de spiller inde ved siden af - men når det kommer på plads, bliver det rigtig godt, forudser han. Yderbeklædningen på det fredede ishus - røde brædder - er heller ikke sat op endnu. Ishuset tilhører Hobro Kommune. Kommunen betaler de faste udgifter til vand, varme og el. Crescendo vil opkræve 75 kroner pr. musiker pr. måned for en ugentlig øvedag. Pengene skal gå til vedligeholdelse af ishusets lydanlæg, forstærkere, trommesæt og klaverer. Musikerne fra AEM synes at 75 kroner er billigt i forhold til, hvad man må betale andre steder. Hobro Kommune råder over lokalerne i tiden 8-15 hver dag, mens Crescendo kan disponere over de tre øvelokaler samt caféen med scene i tiden fra tre eftermiddag til otte morgen. Også for de voksne Leder af Hobro Musikskole Jan Flindt kalder lokalerne superlækre og tror de får en god betydning for det lokale musikliv. - Det er vigtigt, at dem på 11-12 år også føler sig velkomne, så det ikke kun bliver et sted for de unge. Hvis man vil have et spændende musikmiljø skal man i det hele taget satse på, at ishuset er for alle aldersgrupper, råder Jan Flindt. Forleden var han til en fremragende koncert i ishuset med Bo Stief, men desværre delte han kun oplevelsen med ca. 25 andre. Jan Flindt håber, det lykkes at sprede ideen om, at ishuset er for alle.