EMNER

En duft af nåletræ

VEDSTED:Et fint røgslør med hyggelig duft af nåletræ lå diskret mellem husene på Vedsted Friskole, mens det store julemarked løb af stablen i lørdags. Røgen kom fra store brændstykker, som var anbragt rundt omkring. Næsten alle steder foregik der noget, der påkaldte mange besøgendes interesse. Nogle steder var det måske duften, der trak folk til som for eksempel i Bolsje-boden i Landsbyhaven eller fra suppegryden over bål i gården udenfor, hvor også en primitiv - men velfungerende - ovn var omgivet af duften fra varme boller. Ikke mindst i granboden med adventskranse, dekorationer, m.m herskede der så stor aktivitet og livlig handel, at der hen mod lukketid kun var få ting tilbage. Ligeledes blev der fra julestuen solgt mange ting og ikke så få julenisser fik nye hjem. I caféen i Forsamlingshusets sal var der i perioder kun få ledige pladser. Størst var trængslen, når eleverne optrådte med sang og musik samt et nissespil. Imens kunne de mange kunder hygge sig med kaffe og gløgg. I bogantikvariatet og loppemarkedet ovenpå var der mulighed for at erhverve sig hele bogserier, dukkevogne og andre gode ting, men her blev der ikke solgt så meget som ønsket. Det store arrangement blev som sædvanligt holdt i sving af de mange elever, forældre og lærere. Det er tredje år i træk, at skolen afvikler julemarked.