Teater

En eksotisk smagsprøve fra Cuba

Forestillingens koreograf er oprindelig fra Skallerup

Aline Aline Sanchéz Rodriguez fra Granhøj Dans dansede og sang hos Uggerhøj Biler på Frederikshavnsvej.
Foto: Hans Ravn

Aline Aline Sanchéz Rodriguez fra Granhøj Dans dansede og sang hos Uggerhøj Biler på Frederikshavnsvej. Foto: Hans Ravn

HJØRRING:Den cubanske sangerinden og danserinde Aline Sanchéz Rodriguez fra Granhøj Dans begejstrede onsdag aften et oplagt publikum med en danse- og musikoplevelse i et noget utraditionelt scenerum. Uggerhøj Biler på Frederikshavnsvej havde stort set tømt udstillingslokalet for biler for at give plads til en scene på 10x8x1,5 meter, som et firma fra Randers kom og stillede op. Hjørring Teater har bragt forestillingen til byen i samarbejde med en række erhvervsvirksomheder. Hjørring Teaters daglige leder, Inge Reenberg, kan fortælle, at koreograf Palle Granhøj var begejstret. Han havde aldrig oplevet, at arrangørerne havde gjort så meget ud af forestillingen. For at sætte ekstra streg under det cubanske var der cubansk inspirerede snacks, vin og to cigarrullere foruden blomsterpynt fra Blomsten og udstilling af kjoler fra Lucca Bride fra Sindal. Publikum fik set diamantsmykker fra Hassing og Uggerhøj Biler gav sit cubabidrag med et udvalg af amerikanerbiler. Et kæmpefoto fra Cuba forstørret til 5x4 meter, taget af NORDJYSKEs pressefotograf Hans Ravn, prydede væggen i lokalet. - For Palle Granhøj var det ekstra sjovt, at det foregik hos en bilforhandler, da hans far foruden at være brugsuddeler i Skallerup senere var Citroënforhandler i Brønderslev, siger Inge Reenberg. Aline Sanchéz Rodriguez var også programsat til endnu en forestilling i aftes.