En ekstra tjans

Frivillige måtte tage en ekstra tørn på grund af det store besøg

Esben Heine
Kirsten Gislund og Lene Wibe er på morgen-rengøringsholdet. Foto: Henrik Louis
Hjallerup 1. juni 2014 19:21

HJALLERUP: Frivillige på Hjallerup Marked måtte tage ekstra timer, som følge af den store tilstrømning til markedet.

- Vore frivillige er helt fantastiske. De melder sig selv under fanerne, siger en glad formand for markedet, Dennis Kvesel.

- Markedet har ca. 2.200 frivillige, og folk vil gerne være med til at gøre en indsats - og nu en ekstra indsats, siger han.

Og rundt om på markedspladsen meldes der om stigende omsætning, og om behovet for ekstra leverancer.

Mona Jensen Brix fra Asaa Træsko:

- Vi har haft det bedste år i mange år, fortæller hun. Vi har mange trofaste kunder, der lige skal omkring os. Vi har også nogle, der kommer med deres italienske træsko, som de skal have skiftet ud med danske.

Mona Jensen Brix fortæller, at der efter finanskrisen var et dyk i salget.

- Men i fjor var det godt, og i år overstiger det så alle forventninger, fortæller Mona Jensen Brix, der fortæller, at en del af træskoene produceres i Asaa.

Nordisk Tivolipark melder også om fremgang. Direktør Lars Winther fortæller, at omsætningen er større end i fjor.

- Men vi kan også opleve, at folk har et bestemt beløb med, de bruger, så når der er fire dages marked som i år - mod normalt tre dage - er omsætningen ikke tilsvarende større.

Der er mange sat ind på at holde rent på markedspladsen. Forældre til 6. klasse elever fra Hjallerup Skole begynder morgentjansen klokken 6. I løbet af godt en time er pladsen som støvsuget.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...