England

En engelsk perle

Synes du, at Triumph navnet bringer minder om adstadige retrocykler, er det naturligvis ikke helt forkert.

Triumph Daytona 675.

Triumph Daytona 675.

Den nye Scrambler og Triumph Bonneville er begge motorcykler, hvor der lukreres mere end almindeligt på fortidens glans. Men, at Triumph kan andet og mere end at producere maskiner til det modne publikum, skal man bare kaste et enkelt blik på den skriggule Daytona 675 for at opdage. Som noget helt specielt for Triumph, og klassen i det hele taget, er motoren trecylindret og den leverer masser af kræfter. 125 hk bliver udvundet af den og det giver præstationer i nærheden af dets japanske look a likes. Daytona 675 er da også allerede blevet udråbt til dette årtusindes første rigtige motorcykel-ikon. Det skal dog siges, at det var det engelske motorcykelmagasin Bike, der stod for kåringen, så det er ikke sikkert resultatet var blevet det samme, hvis det var et japansk motorcykelmagasin. På Jyllands-Ringen er den dog en ren perle. Den kører sikkert gennem alle svingene, og når der lukkes op for gassen på langsiden, vræler den derudaf med en karakteristisk lyd. Er man til polstrede sæder, skal man dog gå en stor bue udenom cyklen. Man føler, at man sidder på noget, der ikke er tykkere end en læderhandske, der er kastet op på bagskærmen. Det er en herlig maskine, men det koster at ønske sig noget anderledes. På gaden er prisen 210.000 kroner - så er den maskine vist også betalt.