England

En englænder møder H. C. Andersen

Den engelske digter og litteraturforsker, Edmund Gosse, kom i 1872 til København for at møde den danske kulturverden. I 1911 skrev han en bog om sit besøg og om højdepunktet, da han mødte den 67-årige H.C. Andersen

(...) Mens vi sad i dagligstuen, gik døren pludselig op, og ind trådte en meget høj ældre herre, klædt i tobaksbrun frakke og ditto benklæder, og med en krøllet paryk af tilsvarende farve. I første øjeblik følte jeg mig næsten pinligt overvældet ved synet af dette ansigt og disse hænder og disse umådelig lange og leddeløse arme, så hæsligt som det alt sammen var; men det var forbi, så snart han begyndte at tale. Hans øjne var ganske vist små, men spillende af liv og venlighed, og alt, hvad han sagde, var fint og ligefremt. Man havde forberedt ham på besøg af en ung englænder, og han tog straks min hånd i begge sine store hænder og klappede og knugede den. Jeg kan ellers ikke prale af mine hænders lidenhed, men i Andersens lå de lig småsten i en rindende bæk (...). Af ansigt var Andersen en bonde; et langt levnedsløb i åndeligt arbejde og kultur havde ikke mægtet at udviske lerets oprindelige præg. Men forbavsende hurtigt veg dette første indtryk for en følelse af hans indre fornemhed. Så snart han talte, ja blot han smilte, var geniet der. Det gik mig, som jeg havde hørt, at det ofte gik børn, der var sammen med ham. Alt forbehold, al undseelighed forsvandt; jeg stræbte kun med brændende iver og uventet held at meddele ham mine følelser på dansk. Andersen havde engang været helt godt hjemme i engelsk og læste endnu sproget flydende, men var blevet uvant med at tale det. De andre lod os hensynsfuldt alene, og Andersen talte om de mange fornøjelige minder, han havde fra England, om sine to festlige besøg hos Charles Dickens, den sorg, det havde været ham pludselig at høre, at Dickens var død, og hvordan han stadig levede i det håb at se London endnu en gang. (...) Så tilbød han at læse et eventyr for mig, som han just havde skrevet. Han læste med dæmpet røst, der undertiden sank til en hæs hvisken. (...) Det var som om selve naturen rødmede af henrykkelse ved lyden af H.C. Andersens røst. (...) Da han havde endt sin oplæsning, talte han lidt om sit manuskript og betroede mig, at dette eventyr, "Krøblingen", skulle blive hans sidste værk. (...) Det skulle være en slags apologi for hele hans digteriske udvikling og var altså bestemt til at danne slutningen af hans livsværk. Her må han dog siden have skiftet sind, thi længere hen på året - 1872 - skrev han "Tante Tandpine", som var inspireret af hans egne lidelser, og det blev det allersidste af hans lange række af eventyr. (Gengivet i Kristian Hvidts bog "De om os", udgivet af udenrigsministeriet)