Patienter

En enkelt skade

KØBENHAVN:Den to måneder lange strejke blandt sygeplejerskerne på landets sygehuse betød tusindvis af aflyste behandlinger og bekymrede miner hos læger og patientforeninger. Alligevel har kun én patient anmeldt en skade, som vedkommende mener er forårsaget af strejken. Det oplyser Patientforsikringen, der tager sig af sager om patienter, der er kommet til skade i forbindelsen med behandling på de offentlige sygehuse. – Vi har kun modtaget én anmeldelse, og det kan være udtryk for, at nødberedskabet på sygehusene har virket. Normalt vil anmeldelserne komme umiddelbart efter, at pressen har beskæftiget sig meget med en emne, så jeg tror ikke, at der kommer så forfærdeligt mange flere anmeldelser nu, siger direktøren i Patientforsikringen, Karen-Inger Bast, til Ritzau. Det er kun mennesker med alvorlig eller livstruende sygdom, der kan komme i betragtning til erstatning i forbindelse med strejken. Patienter, der har ventet længere end ellers på en ny hofte eller en knæoperation, kan således ikke få kompensation, selvom de har måtte gå længere tid med smerter og andre gener. /ritzau/