En erfaren revy-instruktør
Arbejdet med Ørum Revyen skrider frem
Opdateret kl. 12:16
ØRUM: - Jeg må indrømme, at jeg har været med i mange år. Hvis vi regner både revy og dilettant med, så bliver det faktisk til 41 år, siger Heine Larsen med et skævt smil.
Han er i fuld gang med at instruere Ørum Revyen, som har premiere lørdag 25. oktober.
Der veksles i Ørum mellem revy og dilettant fra år til år. Den første slags optræden finder kun sted i Ørum Forsamlingshus, mens dilletanten også opføres flere steder i omegnen.
Dette års revy har ikke nogen fælles linje - bortset fra at alle numrene selvfølgelig har relation til Ørum-området.
Godt humør er drivkraft
Det er tydeligt at høre, at en af drivkræfterne på revyholdet er et ualmindeligt godt humør kombineret med sans for det lokale særpræg.
Revyen har i år 13 numre og titlerne på en håndfuld af dem giver et godt indtryk af, hvor vidtspændende emnerne er:
Rengøringen i forsamlingshuset, Ny nationalsport i Ørum - Folkeræs, Ørum Løbeklub - hvor ikke alle medlemmer er lige egnede til at løbe - lidt fra Tyrkiet og Bak-
kesangerinderne.
Har fået fat i de unge
Ved premieren er der først spisning, derefter revy, og efter revyen spiller Flemming Fiol op til dans, og der er allerede 70, som har tilmeldt sig.
- Der er sket det glædelige, at vi lader til at have fået fat i de unge. De er begyndt at komme til vores arrangementer her i forsamlingshuset. Det tyder på et godt sammenhold her i området, siger en glad Heine Larsen.
Ellers øver man på fuldt tryk, og de tilstedeværende revy-aktører er enige om, at det bliver en fremragende revy i år.
- Vi har ikke nerver på endnu, siger Lene Storgaard Larsen, men den erfarne instruktør Heine skynder sig at tilføje:
- Det kommer i den sidste uge, og det kan også godt være, at den sidste tekst dukker op samtidigt!
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.