EMNER

En etape-Seier for lidt

Først blev han bankejer. Så blev han hovedsponsor for Bjarne Riis' cykelhold. Nu har han så tegnet - og formentlig også betalt - medlemskort til Ny Alliance. Og så kom Saxo Bank-medejer Lars Seier Christensen først i tv i den bedste sendetid søndag aften og bagefter i den offentlige vridemaskine.

Først blev han bankejer. Så blev han hovedsponsor for Bjarne Riis' cykelhold. Nu har han så tegnet - og formentlig også betalt - medlemskort til Ny Alliance. Og så kom Saxo Bank-medejer Lars Seier Christensen først i tv i den bedste sendetid søndag aften og bagefter i den offentlige vridemaskine. Mens Ny Alliance stadig var både et nyt og lovende parti - nu er det kun nyt - donerede Saxo Bank en million kroner med offentlig direktør-opbakning som moralsk bonus. Da var Røde Kors' eksgeneralsekretær Jørgen Poulsen nyslået NA-medlem og lige så tavs som et aflåst pengeskab. Nu er Jørgen Poulsen også eks-NA'er - og vel snart helt eks - så nu mener han, at det nye partimedlem Lars Seier Christensen kan få en problematisk dobbeltrolle som chef i Saxo Bank, fordi han kan deltage i Ny Alliances gruppemøder uden stemmeret. Jørgen Poulsen har vel ment, at det var pay back-time ... Peter Skaarup fra Dansk Folkeparti frygter, at NA dermed sammenblander penge og politisk magt. Godt nok er det ikke forbudt for nogen - ejheller bankdirektører - at melde sig ind i politiske partier, men ... Partistifter Anders Samuelsen slår prompte tilbage: "Venstrefløjen blev i mange år fyldt med penge fra fagbevægelsen. Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale har i årevis fået penge af erhvervslivet," siger Anders Samuelsen. Og han har ret. Forskellen er jo stort set ens. Jørgen Poulsen blev sparket ud og har åbenbart behov for at sparke tilbage. Peter Skaarup skyder efter alt og alle, der angler efter samme indflydelse på regeringen som Dansk Folkeparti - så der er naturligvis ædle motiver bag deres bekymring for vælgernes dømmekraft. Men da beløb over 20.000 kr. til politiske partier skal offentliggøres, kommer det vel også for en dag, om Naser Khader får samme hovedsponsor som Bjarne Riis. Så kan vælgerne tage stilling til, om dét påvirker politikken - og i givet fald fravælge Ny Alliance. Men dét fravalg har nu hidtil givet sig selv, og det bliver næppe vendt med en enkelt etape-Seier ...