En fælles foreningsfortid

Frøstrup-Hannæs Idrætsforening fylder 100 år.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lørdag formiddag var blandt andre Gert Petersen fra FHIF i fuld gang med at gøre klar til jubilæumsfesten.

Selv om borgerne på Hannæs i mange år har lært at holde sammen, så dukker det der lille "skel" mellem det nordlige Hannæs og det sydlige op hist og her. Selv når fusionsforeningen Frøstrup-Hannæs Idrætsforening fylder 100 år er der lidt mumlen, for hvad så næste år, når Hannæs Idrætsforening kan fejre 75 års jubilæum. - Det kan nu godt være, at vi gør noget der også, siger formanden for FHIF, Frank Bak Koldsgaard, der flere gange pointerer, at FHIF er en forening for ALLE på Hannæs. Skellet er da nok også mest af gamle historiske årsager, hvor der boede en hel del flere mennesker i området, og der var en hel del flere børn og unge, som "kæmpede" mod hinanden i fodbold og anden idræt. Men lørdag var det altså de første 100 år for en idrætsforening på Hannæs, selv om et par gymnastikforeninger i begge ender af området så dagens lys nogle år før, men med Frøstrup Idrætsforening blev der etableret den første forening, som for alvor fik gang i fodboldspillet, der dengang ikke havde mange år på bagen i Danmark. De to foreninger tog initiativet til og fik gennemført fusionen i 1983 og har siden organiseret foldbold og anden idræt for børn, unge og ældre på hele Hannæs. Jubilæumsskirift I forbindelse med jubilæet har foreningen fået trykt et jubilæumsskrift, som indeholder en hel del gode historiske oplysninger, men mangler måske en del af de utallige anekdoter om de mange personer, som har været gennem medlemslisterne siden 1912: - Måske skulle man samle dem til en lille bog, filosoferer formanden, men mener så, at nogle af dem nok ikke alle tåler at blive offentliggjort på tryk. Enkelte er der i skriftet og for de, der måske ikke dukkede op til receptionen lørdag i klublokalerne i Frøstrup, er der mange sjove fotos og beskrivelser af idrætslivet på Hannæs - både Nord og Syd - og med sektioner også for Viking Håndbold, der er en selvstændig forening, men siden sidste år med et endnu større samarbejde med FHIF. Frank Bak Koldsgaard har ikke siddet i formandsstolen lige så længe, som andre koryfæer i foreningens historie, men han besluttede sig for at gøre arbejdet helt, da han i 2010 rykkede fra kassererpladsen til formandsstolen. Det indebærer, at han ikke blot ser tilbage på de 100 år, men også frem mod de måske næste: - Jeg tror, at vi skal tænke i nye baner, siger han, og dermed tænker han ikke på det græstæppe, der spilles på: - Vi skal forsøge at tilbyde noget, som kan få de unge mennesker til måske at blive i lokalområdet. Frank Bak Koldsgaard og hans bestyrelse kan godt se, at fødselstallet i Udkantsdanmark ikke længere er, hvad det har været, så derfor er han også en af de aktive i det arbejde, som Thisted Kommune har sat i gang med at få en ny fritids- og folkeoplysningspolitik.