En familietur til juletræet

Midt i Thy har en far og en søn besluttet at juletræssalg skal være hyggeligt.

Midt ude på markerne nord for Midholmvej brydes det grønne vintergræsdække af juletræer i massevis. Ikke i den helt store masseproducerende stil, men nok til, at der hvert år kan fældes et sted mellem 100 og 300 styk og især Nordmannsgran. - Vi har også lidt Nobilisgran og lidt Silkefyr, siger Ole Søndergaard. Søn af Jens Jørgen Søndergaard, som ejer ejendommen, hvor der i dag vokser omkring 4000 styk af de tre slags træer. Men det er sønnen, der har stået for at få plantet træerne. I år er det fjerde år, at træerne er nået til en størrelse, så de kan sælges, og Ole Søndergaard fortæller, at meningen er, at de vil lave et sted, hvor familierne kan tage ud og både hente juletræet og også hygge sig lidt. - Hvis vejret altså er godt, indrømmer Ole Søndergaard, der godt ved, at trods et bål og varme drikke, så er regn og rusk eller høje snedriver ikke lige det, der fremmer lysten til at finde familiens juletræ.