En fandens masse gøgl

Galleriejer Peer Poulsen skrev en sang helt rørt over at titlen Byens Gøgler

Aars 1. juni 2003 08:00

AARS: "Jeg kan huske dengang, Aars kun var et hul, før gøglerne kom og ga' den en spand kul." Ordene gjaldede ud over Kimbrertorvet, da Byens Gøgler traditionen tro blev kåret. For den hædrede kvitterede med en sang, som ovenikøbet var trykt på glittet papir, så alle kunne være med. Og swing kom der rigtig på sangen, da den gik på melodien "Fandens oldemor...". Forfatteren og altså Byens Gøgler 2003 er Peer Poulsen fra Part2 Galleri i Aars. Teksten havde han kopieret over på et tryk af et af hans malerier. "Byens Gøgler er her, det fane'me mig, jeg er rørt, jeg er stolt og helvedes sej", lød det til indledning. Gøglerdagen er blevet holdt i 23 år. Det første år var der godt nok ensomt i optoget bag Kimbrergarden, erindrer Thorkild Christensen fra Aars Avis, som oprindelig fik ideen til dagen. Den første gøgler var Steen Søndergaard, siden er der kommet en snes og de fylder bedre op. Nogle enkelte er i tidens løb faldet fra, men gøglerne mødes fortsat i deres laug. En gang om året til en fest, hvor de naturligvis selv leverer underholdningen og så efter Gøglerdagen til en bid brød og muntert samvær. På Kimbrertorvet aner børnene jo ikke al historien bag. Der var muntert køkken og karrussel, hoppeborg, slik og is og meget mere. Hele formiddagen blev der kørt med rottekongen Cibrinus' originale lirekasse. Den passer Gøglerlauget godt på. Den kom til, da handelsstanden stod med en sjat penge, efter at et arrangement blev aflyst. På sine sidste dage slog Cibrinus sig nemlig ned i St. Binderup og overlod gerne sin spillekasse til gøglerne i Aars. Cibrinus nåede dog ikke selv at deltage i Gøglerdagen. Men i går var det så Peer Poulsens tur til at lufte den gamle spillemaskine. "Det er saft sus'me godt, der kom gøglere til, for Aars kan nu vise sin smukke profil. Så godtfolk som gøgler, nyd godt af menu'en, ryk teltpælene op, og flyt kun her til byen." Lød det på torvet med det velkendte omkvæd lettere omskrevet til lejligheden: "Cigaretter, whisky, en nøgen emir. En kat der gø'r, og en hund med gevir. Du skal aldrig mer' foregøgle dig no'et, men lyt til os: Hør først en gøgler om råd".

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...