Film

En fed optakt

"X-Men: First Class"

8
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Overalt i filmen er der mærkelige mutanter med superkræfter.

Det er blevet til en del X-Men-film gennem årene. Her har vi mødt alverdens mærkelige mutanter med alverdens mærkelige superkræfter. Her har været gode helte og onde skurke, og alle har de kunnet lidt ud over det sædvanlige. Så er det jo nærliggende at spørge: Jamen hvordan kunne det dog komme så vidt. Hvordan kunne alle disse supermennesker dog blive så meget uvenner. Og det er jo et godt spørgsmål. Det bedste af det hele er, at du får svaret her. Når man har set "X-Men: First Class", så er den i høj grad optakt til en 2'er, en 3'er og så videre. Men de er allerede lavet for flere år siden. Denne film er ganske enkelt optakten til det hele. Og det er en allerfedest film. Det er hårdtspændt action fra start til slut. Det er en ganske lang film - et pænt stykke over to timer - men den er ikke et sekund for lang. Der er flere scener, hvor der dvæles længere end normalt ved detaljerne. Og den slags er usædvanligt i en høj-oktan actionfilm. Men her gør det intet. Det er i stedet med til at gøre den til et ganske flot drama. "X-Men: First Class" foregår i 1962. Vi er under Cuba-krisen. USA og Sovjet er på kant med hinanden. Men verdenshistorien får lige et lille twist: Faktisk er det slet ikke Nikita Khrusjtjov og John f. Kennedy, der skaber optakten til den truende atomkrig dengang i oktober '62. Det er Sebastian Shaw (Kevin Bacon). Han har superkræfter, som han kan oplade med atomkraft. Og han har sin iskolde krystalinske veninde Emma Frost (January Jones), som er tankelæser, ved sin side. Foruden et par andre voldspsykopater. Sammen får de manipuleret de to supermagter på grænsen af en krig. For når de først har destrueret verden med deres atommisiler, så er der plads til, at dette slæng af superskurke med superkræfter kan tage verdensherredømmet. Så er der jo heldigvis Charles Xavier (James McAvoy). Han har verdens skarpeste telepatiske evner og kan dermed kontrollere andre mennesker. Men han er god. Også han har et slæng af mutanter omkring sig i kampen mod Sebastian Shaw. Med sig har han også Erik Lehnsherr. Vi får her udpenslet Lehnsherrs rørende baggrund: I en kz-lejr i Polen i 1944 overværer han, at Shaw dræber hans mor for at provokere hans superkræfter frem. Og denne Erik Lehnsherr er længe på det godes side. Men kendere af X-Men-universet ved også, at navnet dækker over Magneto, som er bæstet over dem alle i alle disse fortællinger. Hvordan det kommer så vidt, ser man i denne film. Men man læser det ikke i denne anmeldelse... Der er fuld fart på fra start til slut. Billedsiden er flot og fængende. De mange mutanter er skildret kærligt og i respekt for de superevner, som det omgivende samfund anser for vanskabthed. Muligvis er der enkelte - men også kun enkelte - piger, der vil gabe kæberne af led over denne film. Men de fleste drengerøve vil elske den. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk "X-Men: First Class" Instruktion: Matthew Vaughn 2 timer og 12 minutter Tilladt fra 11 år Danmarkspremiere i dag.