En film kun for kvinder

Bride Wars Lad det være sagt med det samme: denne film egner sig ikke for mænd. For hvad forstand har vi på brudebuketter, bryllupskjoler og pigedrømme?

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Lige så gode veninder de var inden bryllupsplanerne gik i luften, lige så rygende uvenner bliver de, da datoen for deres store dag falder sammen, og ingen vil vige pladsen for den anden. Still

Nogle piger drømmer om den store dag fra barnsben af og ved lige præcis, hvilket bryllup de vil have, og med hvilken mand, musik, lokaler og blomster. Præcis sådan er de to unge New York-kvinder i “Bride Wars”. De har været veninder siden de var små, og har leget med tanken om deres bryllupper de seneste 20 år. Og nu sker det endelig. De skal giftes. På Plaza Hotel i juni. Euforien vil ingen ende tage. Men. Uheldigvis skaber en misforståelse hos bryllupsbookeren den kedelige situation, at bryllupperne skal holdes samme dag. Så er fanden jo løs i Laksegade, for ingen vil vige pladsen, og nu kan en regulær kvindekrig tage sin begyndelse. Liv (Kate Hudson) er succesrig advokat og vant til at få tingene, som hun vil have dem. Veninden Emma (Anne Hathaway) er skolelærer, empatisk og vant til at føje andre. Men nu er det slut, for på sin bryllupsdag vil hun være i centrum. De to ellers så gode veninder bruger nu trekvart film på at sabotere hinandens store dag. Vi får farvet blondinen blåhåret, set frække klip fra brunettens high school-tid og andre mere eller mindre lumske indfald. Imens må de stakkels mænd se til, mens deres kommende livsledsagere skaber sig sindssygt. Det er egentligt utroligt at se, hvor forholdsvist roligt de tager det, når deres kommende koner konstant er oppe i det røde felt. Men måske er bryllupskulturen en anden i USA. Opskruet med forventninger, så selv selve festligheden bliver afholdt med professionelle, som sørger for at alt klapper perfekt. Det er som at se en film blive til; på jeres pladser. Klar til optagelse. Kør! Det er for meget af det gode. Bizar historie Samtidig er der en lidt bizar sideløbende historie om Emma og hendes forhold til Livs bror - for måske vil hun slet ikke giftes med Fletcher (Chriss Pratt) og så er brylluppet nærmest vigtigere end selve kærligheden. Filmen vil gerne være både en komedie og en farce, men den er ikke synderligt sjov, og konflikten kommer trods alt ikke langt nok ud på overdrevet til at blive en farce. Blandt andet derfor er den altså ikke særligt underholdende. Men måske kan mange kvinder nikke genkendende til nogle af konflikterne. Og så er vi tilbage hvor vi startede; det er en tøsefilm, så lad kæresten blive hjemme i sofaen - SAS-ligaen er jo lige begyndt. Tag en veninde i hånden, og lær hvordan I ikke skal arte jer, hvis I kommer i den prekære situation at skulle giftes samme dag. Men i USA skal alt helst ende lykkeligt, og der er da også ægte Hollywood tissue-tuderi til sidst. Og så lægger den, Gud bedre det, op til en 2’er i sidste scene.