Ernæring

En filmaften laves om til en hel festaften

Kinorevuen i Skørping udvider caféarealet og kan tilbyde mad

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Snart kan enhver biografgæst komme til at råhygge sig med både mad og drikke i den fordoblede café. Foto: Grete Dahl

SKØRPING:De hamrer og sliber og regerer i Kinorevuen i Skørping her i sommertiden. Film vises der ingen af i en hel måned, men Kinorevuens Venner vender stærkt tilbage efter ombygningspausen. - Hvis vi skal klare os som lille biograf, skal vi jo finde på alt mulig andet end film at tilbyde publikum. Nu vil vi simpelt hen lave en filmaften om til en festaften, proklamerer formanden for foreningen bag biografen, Erik Schuldt. Meningen er, at caféarealet udvides til det dobbelte, cirka 100 kvadratmeter i alt. Det er sket ved at vælte væggen mellem den hidtidige café og den såkaldte biografstue, som dels har været personalerum for de frivillige biografaktivister, dels fyldt med rod. Hele byer har råhygget Gennem det seneste år har Kinorevuens Venner med stor succes inviteret samtlige den nye kommunes små og store bysamfund i biografen i Skørping. Projektet er gået under navnet "Hele byen i biografen", og der er vel at mærke kun den ene biograf i Rebild Kommune. - Erfaringen med projektet har jo været, at folk har råhygget sig og fået an aften ud af det. Nu forestiller vi os ikke, at vi pludselig kan få 100 mennesker i biografen hver eneste aften, men nu har vi i hvert fald meget bedre muligheder for at tilbyde noget mere end selve filmen. Det er den eneste måde, vi kan overleve på, siger Erik Schuldt. Genboer i samarbejde Med udvidelsen af caféen bliver et nyt samarbejde også indgået på tværs af stationspladsen. Lige overfor bor nemlig Mad & Mocca, hvor den nye indehaver siden 1. april, Berit Sørensen, også er meget interesseret i at øge kundetilstrømningen. I første omgang bliver det sådan, at når man bestiller billet til en film på Kinorevuens hjemmeside, så kan man også samtidig klikke på en knap om bestilling af sandwich og opgive sit telefonnummer. - Det bliver ikke helt elektronisk endnu, men vi kan i hvert fald garantere, at det bliver frisksmurte sandwich i seks varianter, siger Berit Sørensen. Mad & Mocca skal så ifølge aftalen med Kinorevuen levere maden over i biografcaféens svaleskab til kl. 18. Men her skal gæsterne så selv hente den ved skranken. Pas på de frivillige - Vores frivillige kan ikke være tjent med, hvis de pludselig skulle til at rende rundt med et lille viskestykke over armen. De har nok at gøre, og vi skal passe godt på dem, siger Erik Schuldt. Af samme grund bliver de 50-55 frivillige ikke bare kylet ud af deres personalestue. De får et nyt lille hjørne over mod Glasarkaden, som bliver indrettet med tv-skærm og computer. - Mange af vores operatører laver for eksempel lektier hernede. De skal have et sted, hvor de kan være i fred og ro, siger formanden. Selv om der vises film igen fra 4. august, varer det lidt, inden alt det nye er klar. - Foldevæggen, den nye salsdør og møblerne kommer først sidst i august. Men vi regner med at kunne holde premiere på det hele 1. september, siger Erik Schuldt.