En finger med i spillet

AaB's Patrick Kristensen kan være ude i resten af forårssæsonen.

Patrick Kristensen var fast mand på AaB’s superligahold i efteråret. Blot to kampe missede allround-spilleren, og det var i begge tilfælde på grund af karantæne. I foråret er situationen helt omvendt for Patrick Kristensen. Her har han kun fået én halvleg på banen i Superligaen. Den manglende spilletid kan tilskrives skader. Først en lyskeskade og senest en brækket finger, som Patrick Kristensen pådrog sig i torsdags. - Det har været et skuffende forår for mig. Jeg havde ellers en god opstart og var med i flere af kampene, men så blev jeg skadet på træningslejren, og når man så er ved at være ovre det, bliver man skadet i hånden. Det kan nærmest ikke være mere bittert, sukker AaB’eren som dog godt kan finde et enkelt lyspunkt ved fodboldtilværelsen i øjeblikket. - Heldigvis går det godt for holdet, så humøret er højt herude. - Det er med til at holde mit humør oppe, fortæller Patrick Kristensen. Det fingerbrud han har pådraget sig er ved håndroden, og Patrick Kristensen har derfor hele hånden i gips. - Den er utrolig øm, og hvis jeg kommer til at ramme noget, kan jeg godt mærke, at fingeren ikke sidder ordentlig fast, siger Patrick Kristensen. Han får i de kommende dage får svar på, om drømmen om flere superligaminutter i foråret kan blive til virkelighed. - Jeg skal have taget et røntgenbillede, og ser det godt ud, håber jeg, at jeg kan få en mindre gips på. - Gør jeg det, tror jeg da, at jeg kan være med omkring holdet i de sidste to kampe, lyder det optimistisk fra Patrick Kristensen.