En finurlig, musikalsk, fest og farver revy

Der var flere fra de danske scener så kendte personer med til premieren på årets Hjørring Revy på Vendelbohus forleden, og efter forestillingen var der enighed om, at det var en revy, der var værd at vente på.

- Jeg synes, det var dejligt, meget musikalsk og morsomt. Det gipper lidt i een, når man oplever, hvor godt det går - og når man som jeg har været med for mange år siden. Jeg ved hvormeget slid, der ligger bag, men hvem ved, måske næste år er jeg med..., lød det fra entaineren Eddie Skoller. Niels Hausgaard har dog ingen aktuelle planer om at debutere som revy-kunstner, men han havde stor ros til overs for "de garvede drenge" på scenen. - Jeg morer mig og nyder især det gode håndværk, skuespillet, og så er teksterne i orden og up-to-date, sagde Niels Hausgaard, der var i selskab med blandt andre Ernst Trillingsgaard, der er direktør for Aalborg Kongres & Kultur Center. - Det er en revy, der ikke er præget af pauser, som bremser tempo, hvilket man ellers nogle gange oplever i den genre. Der er flugt over denne her revy, lød det fra Ernst Trillingsgaard. Også tidligere folketingsmedlem, Gudrun Laub, var blandt publikum, og hendes oplevelse af revyen er, at der er fest og farver og godt tempo. - Og så er jeg helt vild med nummeret om folkedanserne fra Bindslev. Det var virkeligt morsomt, sagde Gudrun Laub. Parret Hans Georg Møller og Kirsten Vaupel morede sig også begge og havde især bemærket de mange små overraskelser i flere af numrene. - Man sidder med en forventning om hvad, der vil ske - og så sker der bare noget helt andet, bemærkede Kirsten Vaupel, mens Hans Georg Møller godt kunne lide tempoet gennem hele Hjørring Revyen 2005.