En fisker styrer mod land

Det lille samfund Lildstrand ligger på alle måder langt væk

Fisker Ole Eriksen står ved siden af sin kutter på stranden og kigger ud over havet. Strengt taget kunne han godt tage ud at fiske, idet vinden har lagt sig. Men han orker ikke, for det kan slet ikke betale sig. Ole Eriksen kæmper en brav kamp for kystfiskeriets overlevelse. Forleden havde han TV Midt/Vest med ude på en fisketur, og dagen efter ringede han til tidligere fødevareminister Ritt Bjerregaard for at gøre hende begribelig, at reglerne er fuldstændig tåbelige. - Når jeg på denne tid af året sætter mine rødspættegarn, kan jeg slet ikke undgå også at fange en masse torsk. Men dem er jeg tvunget til at smide i havet igen, fordi torskekvoten er opbrugt. De seneste gange, jeg har været på havet, har jeg vel hver gang hældt omkring et ton gode spisetorsk over bord. Det er jeg altså gal over, for torskene er jo døde og kunne lige så godt komme med i land. Rødspætterne får Ole Eriksen en tier kiloet for. Han og de to besætningsmedlemmer kan på en god dag fange for 3000 kroner rødspætter. Der er ikke ret mange hundredkronersedler til hver, når dieselolien er betalt. Og så er det virkelig surt at være tvunget til at smide for 30.000-40.000 kroner torsk i havet. Fangst, der kunne have sikret Ole Eriksen og hans besætning smør på brødet og mere til. Jo flere rødspætter, Ole Eriksen og hans besætning er nødt til at fange for opnå noget, der ligner en dagløn, jo flere flotte, døde torsk er de nødt til at smide tilbage i havet. Sådan er det også for de øvrige kystfiskere i Lildstrand og kollegerne i Thorup Strand en snes kilometer længere nordpå. Hjemmerøget laks I stedet at tage på havet byder fiskeren fra Lildstrand denne klare decemberdag på laks, som han selv har røget og et stykke hjemmebagt franskbrød. Han undskylder, at brødet er blevet lidt fladt, fordi det ikke var helt bagt igennem i første omgang og derfor kom i ovnen igen. Ole Eriksen har fisket, lige siden han var 14 år. Han købte sin første kutter som 17-årig samtidig med indvielsen af Hanstholm Havn. Det var i 1967. Dengang Ole Eriksen var helt ung, var der virkelig noget ved at være fisker. Som stor knægt kunne han på et år tjene næsten 50.000 kroner. Det var rigtig mange penge. Ole Eriksen har altid boet i Lildstrand, og i 1986 flyttede han sin kutter til det lille samfund, hvor bådene hver aften trækkes op på stranden. Hans kutter, T 38 Bulbjerg, er en træbåd bygget i 1976. Selv om fiskerne i Lildstrand må op midt om natten og først kommer hjem henad aften, når det er havvejr, elsker Ole Eriksen sit erhverv. Hvis ellers han kunne få lov at tage dagens fangst med i land i stedet for at smide døde fisk i havet. Livet på havet giver ham og hans besætning en oplevelse af frihed, som de fleste landkrabber ikke kan forestille sig. Når de sejler ud fra stranden, aner de aldrig, hvad dagen og garnene vil bringe. Fiskeri med kystbåde er snarere en livsstil, end det er et erhverv. Havets husmænd I alle de år, Ole Eriksen og hans besætning har sejlet ud fra Lildstrand, er det gået op og ned for fiskeriet. Men han har altid været i stand til at forsøge sin familie, som udover ham selv består af hustru og to voksne døtre. Hustruen er skolesekretær på Tømmerby-Lild Skole, mens begge døtre læser til lærer i henholdsvis Aalborg og Skive. Med de seneste begrænsninger for fiskeriet synes Ole Eriksen ikke, det er sjovt længere. Han og de øvrige kystbådfiskere er havets små husmænd, der fisker på stort set samme måde, som deres fædre, bedstefædre og oldefædre langs vestkysten har gjort i generationer. Det er ikke dem, der tømmer havet for fisk. Alligevel er Ole Eriksen og hans kystfiskerkolleger endt som sagesløse ofre i et storpolitisk spil om overfiskeri, som skyldes store trawlere, der støvsuger havet for fisk. Fiskeren fra Lildstrand synes ikke det er rimeligt. Så han går så småt og overvejer at gå i land og tage kutteren med. Medvirkende til Ole Eriksens beslutning om at stoppe er en dårlig ryg, som han pådrog sig for tre år siden, da den 400-500 pund tunge port i den lokale fiskeriforenings bygning faldt ned i hovedet på ham. Siden har han forsøgt at få det anerkendt som en arbejdsskade, men det er endnu ikke lykkedes. Når - eller hvis - Ole Eriksen får erstatning, er han fast besluttet på at slæbe kutteren op bag sit hus, der ligger 200-300 meter fra stranden. Så kan hans barnebarn på fire år få lov at bruge bedstefars fiskerbåd til at lege i. I stedet agter Ole Eriksen at gøre mere ud af sit røgeri. Det har han indrettet i hjemmet, hvor han røger laks importeret fra Norge. Når han får sin arbejdsskadeerstatning, er det hans plan at flytte røgeriet ned på stranden. For der er ingen tvivl om, at Ole Eriksen elsker Lildstrand, selv om det helt bogstaveligt ligger langt væk fra alting. Lildstrand ligger yderst i Hanstholm Kommune, tre kilometer sønden Bulbjerg, som er det alleryderste punkt i Viborg Amt. I det lille fiskerleje bor der i dag kun 60 mennesker mod over 200, da de var flest. Flåden er halveret fra 12 til seks kuttere. Ja til Fjerritslev Mange af de tomme huse ejes af københavnere og århusianere, som gerne betaler et par millioner kroner for en knaldhytte i første klitrække. Men det kan de fastboende i Lildstrand ikke rigtigt leve af. - Faktisk ville jeg hellere, at vi hørte under Fjerritslev Kommune og Nordjyllands Amt end Hanstholm Kommune og Viborg Amt. Vi har altid haft en mere naturlig tilknytning til Fjerritslev end til Hanstholm, og på samme måde er det med Aalborg og Viborg. Alene afstandene gør, at Lildstrand retter blikket mod nordøst snarere end mod Hanstholm og Viborg. Afstanden til Fjerritslev er 18 kilometer, mens der er 40 kilometer til Hanstholm. På samme måde vinder Aalborg (75 km) i sammenligning med Viborg (120 km). - Vi gør som regel vore indkøb i Fjerritslev, blandt andet fordi det er billigere. Jeg kommer stort set kun til Hanstholm, når jeg har ærinde i banken, fortæller Ole Eriksen. Han synes, at Hanstholm Kommune er alt for fokuseret på færgefarten til Færøerne og Norge, og at de lokale politikere glemmer, at der også foregår andet i kommunen. Helt glemt er Lildstrand dog ikke. Fiskerlejet har fået et tilskud på 200.000 kroner til en redskabshal. Ole Eriksen er bekymret for kystfiskeriets fremtid i Lildstrand, som er én af blot tre tilbageværende fiskerlejer på vestkysten. - Vi er kun fire fiskere tilbage i selve Lildstrand. Resten kommer fra andre byer i området. Problemet er blandt andet, at der ikke bor fædre med små knægte, som kan tage over med fiskeriet. Hvis fiskeriet fra kysten skal overleve, skal der i hvert fald nogle bedre vilkår til, så det er til at leve af, fastslår han.