En flittig forhandler fylder 60

Nils-Georg Lundberg fejrer 60 år med fuld fart på karrieren - er netop udpeget til dekan for UCN

Jane Bünemann
Nils-Georg Lundberg tager en fridag på tirsdag for at fejre sin 60-års dag. Foto: Hans Ravn
Ungdomsuddannelser 8. december 2007 05:00

HJØRRING: Fra 1. januar er Nils-Georg Lundberg ikke længere rektor for Hjørring Seminarium. Stillingen er nedlagt og rektoren siden 2000 skal i fremtiden være dekan på den nye professionshøjskole University College Nordjylland, hvor han skal have ansvaret for det pædagogiske område. Men inden da arrangerer seminariets bestyrelse fødselsdagsreception for Nils-Georg Lundberg. Selvom en stor del af arbejdet vil finde sted i Ålborg, så bliver den nye dekan boende i huset på Svanelundsvej i Hjørring. Her arbejder Nils-Georg hver dag til langt ud på aftenen. - Jeg er ikke god til at komme i seng om aftenen. Der er meget, der skal læses og skrives på det tidspunkt. Når jeg er her på seminariet går tiden med møder og folk, der kommer ind og ud. Men om aftenen enten her eller derhjemme får jeg læst en masse, og sådan har det været lige siden min studietid, forklarer Nils-Georg Lundberg. Med i direktionen Den nye dekan regner med, at en del arbejde i fremtiden vil foregå på Skolevangen, men hvordan afdelingen i Hjørring skal struktureres er endnu ikke bestemt i den fem mand store direktion for University College Nordjylland. Med en meget lang liste over bestyrelsesposter er der nok at se til, og der bliver ikke tid til så meget andet. - En god fodboldkamp vil jeg gerne se. Måske kommer det af, at Knud Lundberg var min fætter. Men jeg spiller ikke selv fodbold. Jeg cykler gerne, når jeg kan komme til det - især om sommeren. Allerede da sønnen Jonas gik i børnehave blev Nils-Georg Lundberg valgt ind i børnehavens bestyrelsen. - Jeg kom til at tage en blok og en blyant op, og så var jeg valgt, smiler Nils-Georg Lundberg. Han kan godt lide at forhandle og få tingene til at falde på plads, og han kan altid se udfordringen i det arbejde, han går ind i. Som at lade sig vælge til formand for bestyrelsen for Hjørring Gymnasium og HF Kursus: - Det er en god chance for at få god kontakt med gymnasiet. Vi synes, at der kommer for få elever hertil fra gymnasiet, for det er som om gymnasieeleverne synes, at universitetet er mere logisk for dem. Nu håber jeg via personlig kontakt at få eleverne til at se denne vej. Fødselaren vil nemlig gerne se flere studerende i Hjørring. Der er for få - men det er et generelt problem for hele Danmark. - Hvis ikke der kommer flere lærerstuderende i de kommende år, så risikerer Vendsyssel at få et kæmpeproblem om nogle år. Da seminariet blev etableret i 1957 var det netop for at sikre veluddannede lærere i Vendsyssel, siger Nils-Georg Lundberg. På pædagoguddannelsen ser det langt bedre ud for Hjørring Seminarium end for landet som helhed. Så godt, at man har åbnet svarende til et ekstra hold. Seminarium helt ud Efter nytår er selve ordet seminarium forsvundet af det nordjyske sprog. Det pædagogiske undervisningssted på Skolevangen mister seminarium i navnet og har ikke længere en rektor - det står fast, men hvad der ellers sker sådan ledelsesmæssigt og strukturelt i Hjørring er uvist. Selv for Nils-Georg Lundberg, som ellers er med i den nye professionshøjskoles direktion. - Det hele er så nyt. Vi knokler på for at få det hele på plads. Det er bestemt, at selve fusionen ikke skal koste stillinger, men der er måske nogen, der skal have et andet job eller arbejde et andet sted, siger den kommende dekan, som godt kan forstå, at der rundt omkring i seminariets gange er lidt spekulationer. I forhold til Hjørring Kommune oplever Nils-Georg en stigende opmærksomhed. - Kommunen ved godt, at det ikke er en selvfølge, at man har et seminarium og en sygeplejeskole i Hjørring. Men det skal der være i fremtiden også. Den nye professionshøjskole forudsætter, at der er mellemlange uddannelser i Hjørring. Projektet er en styrkelse af Nordjylland i forhold til Midtjylland.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...